Apples kommende tiles bygger på UWB - måske ubrugelige i Danmark

Der er massive rygter om at Apple i morgen vil lancere nogle små hardware tags eller tiles, som man kan sætte på sine ting for at spore dem via Find min iPhone-appen. Nu er der i sidste øjebliket dukket yderligere informationer op.
Det er analytikeren Ming-Chi Kuo der oplyser at den trådløse sporingsteknologi Apple vil bruge i disse tiles vil være noget man kalder ultra-wideband eller UWB. Det vil sige at det hverken bliver Bluetooth eller Wi-Fi. Fordelen ved UWB frem for de to andre er at UWB er meget mere præcis. Med UWB kan præcisionen nå ned på omkring 5-10 cm, hvis den med de to andre teknologier nærmere ligger på 5 meter.
Afstanden mellem eksempelvis en iPhone og en tile måles ved at tilen sender et radiosignal (med en tidskode) til iPhone. Ved at måle på hvor lang tid radiosignalet har været undervejs, kan iPhonen nemt beregne afstanden. Men det kræver selvfølgelig at iPhonen kan håndtere disse UWB-signaler. Om de eksisterende iPhones kan det er tvivlsomt. Ergo kræver det nok en ny iPhone for at få det til at virke.
Uanset hvad er UWB stadig omdiskuteret i Europa fordi der er frygt for at det bredspektrede UWB-signal kan forstyrre andre signaler. I USA er udviklingen dog for længst gået i gang, da man siden 2002 har kunnet anvende UWB i båndet der ligger fra 3.1-10.6 GHz uden licens. I Danmark er der licensfri anvendelse af UWB i frekvensbåndet 6 GHz-8,5 GHz. Dog med visse betingelser der skal sikre at UWB kun benyttes indendøre. De danske regler bygger på et EU-direktiv, så det samme er sikkert gældende i resten af EU. Eller sagt på en anden måde, så vil Apple implementation af disse tiles med UWB næppe umiddelbart være tilladt i Europa. Men lad os nu se.
Apple afholder event i morgen, tirsdag, så her bliver vi nok meget klogere.