Apple vil benytte et “gammeldags” materiale til nye iPhone-antenner
I de kommende iPhones vil Apple benytte en anden type materiale til antennerne. I antenner i de nuværende iPhone XS, iPhone XS Max og iPhone XR benytter Apple noget relativ dyrt materiale kaldet “liquid crystal polymer” (LCP), der i teorien skulle være bedre end alternative materialer. I praksis er der dog nogle produktionsmæssige og teknologiske begrænsninger, der gør at materialet alligevel ikke er så optimalt på nuværende tidspunkt. Derfor vil Apple i stedet benytte noget der hedder “modified-PI” til antennerne. Dette materiale er billigere og nemmere at producere og ydelsen vil mindst være lige så god som det LCP Apple ellers har benyttet. Det er analytikeren Ming-Chi Kuo, der er kommet i besiddelse af disse informationer.
For os brugere betyder det egentlig bare at vi får en antenne der i hvert fald er lige så god som i den nuværende generation, måske endda bedre, selvom teknologien i princippet er lidt gammeldags. Om den lavere pris på materialet så manifesterer sig i iPhones salgspris er et åbent spørgsmål.
Skiftet til et lidt ældre teknologi skulle kun være for dette års iPhones. Allerede næste år, når iPhones med 5G-antenner kommer på markedet, forventes det at Apple skifter tilbage til LCP. Til den tid forventes det at de nuværende udfordringer i produktionen er blevet løst. I iPaden skulle Apple iøvrigt holde fast i at benytte LCP.