Apple lancerer watchOS 5.2 med EKG-app i Danmark

Hvis du har et Apple Watch Series 4 kan du fra i dag tage et elektrokardiogram direkte på håndleddet samt få en notifikation, hvis uret opdager at du har uregelmæssig hjerterytme som eksempelvis atrieflimren. Tidligere har man skullet til lægen eller anvende særligt udstyr, hvis man skulle have lavet disse målinger. Med Apple Watch kan du selv gøre det til enhver tid og dermed sørge for flere målinger lige når du oplever problemet. Ideen er at din læge derved får bedre indsigt i hvad der sker.
Atrieflimren er den mest almindelige form for uregelmæssig hjerterytme og kan hvis ikke den bliver behandlet resultere i slagtilfælde – den næsthyppigste dødsårsag i verden.
EKG-måling
EKG-målingen foregår ved at man åbner EKG-appen på sit Apple Watch og derefter berører den digitale krone på Apple Watch med den anden hånd. Derved skabes et kredsløb fra den ene arm gennem hjertet og hen til den anden arm hvorved de elektriske signaler fra hjertet måles. En måling tager cirka 30 sekunder hvorefter man får sit resultat som via en PDF-fil kan deles med ens læge. Målingen sker via nogle nye elektroder, der er indbygget i bagsidekrystallen, og den digitale krone på Apple Watch Series 4.
Detektering af uregelmæssig hjerterytme
Den anden nye funktion tjekker af og til automatisk brugerens hjerterytme i baggrunden for tegn på uregelmæssig hjerterytme, der kunne tyde på atrieflimren. Hvis en uregelmæssig hjerterytme registreres i løbet af fem tjek over minimum 65 minutter, bliver man underrettet via en notifikation. Denne funktion virker på alle Apple Watch-modeller. Målingen sker via urets normale pulsmåler.
For at aktivere disse nye hjertefunktioner skal man gennem en række indstillinger på skærmen med oplysninger om, hvem der kan bruge disse funktioner, hvad funktionerne kan og ikke kan, hvilke resultater brugerne kan få, hvordan resultaterne kan tolkes samt klare instrukser om, hvad man som bruger skal gøre, hvis man føler symptomer, der kræver øjeblikkelig lægehjælp.
Du kan læse mere hos Apple: EKG-app og notifikation ved uregelmæssig hjerterytme
watchOS 5.2 kan downloades i dag.