Apple lancerer ny lille og kraftfuld iPhone SE
Apple har her til aften præsenteret en ny lille iPhone kaldet iPhone SE. Størrelsen er den klassiske iPhone-størrelse som vi kender fra eksempelvis iPhone 5s. Det vil sige med en skærm på fire tommer.
Det er den kraftigste 4" smartphone nogensinde. Processoren er den samme A9, som Apple bruger i den store iPhone 6S. Den har også den samme M9-coprocessor. Den er dobbelt så kraftig som iPhone 5s og har tre gange så meget grafisk ydeevne.
Kameraet er på 12 megapixel og understøtter blandt andet Live Photos og video i 4K. iPhone SE får også den samme Retina Flash som iPhone 6S, det vil sige at skærmen kan give et kraftigt blink, når man bruger front-kameraet.
Apple har taget udgangspunkt i designet fra iPhone 5S, men forbedret det på flere områder. Både udenpå, men i lige så høj grad inden i. Formfaktoren minder altså om iPhone 5S, mens finishen er taget fra iPhone 6S.
Der er også indbygget NFC, så man kan benytte den til Apple Pay, der hvor det nu er tilgængeligt.
Apple har kort sagt taget en god iPhone, og gjort den endnu bedre.
iPhone SE fås med 16GB til 3.699 kr eller 64GB til 4.599 kr i de fire klassiske Apple-farver: Sølv, guld, space grey og rosaguld.