Apple har frigivet den første beta af iOS 13.1. Det er ret overraskende eftersom iOS 13 endnu ikke er blevet frigivet, men også er i betatest. Det er første gang at Apple gør den slags. Men hvorfor ikke bare inkludere nyhederne fra iOS 13.1 i iOS 13, når denne ikke er frigivet? Den eneste forklaring er, at iOS 13 er så tæt på frigivelse, at Apple har lagt sig fast på indholdet, og at alt der ikke er klart derfor ryger i næste versionsummer.

Blandt nyhederne i første beta af iOS 13.1 er flere ting der oprindeligt var med i iOS 13-betaen, men som blev fjernet igen. Det gælder eksempelvis funktionen "Shortcuts Automations" der gør det muligt at bruge appen Genveje til automation, altså at få bestemte ting til at ske, når bestemte forudsætninger er opfyldt. En anden ting der røg ud af iOS 13, men nu er med i iOS 13.1 er muligheden for at dele ankomsttider med venner eller familie, når man har bedt om en rute til en bestemt destination.

Blandt de helt nye ting er at dynamiske baggrundsbilleder, der tidligere kun var tilgængelige på iPhone X eller nyere, nu er tilgængelige på ældre enheder. Der er også lavet nogle småjusteringer i flere af de enkelte billeder i forhold til farve etc.

En anden nye ting er en volumenindikator med et lille ikon der bliver vist når man justerer volumen på iPhones forbundet med AirPods, Powerbeats Pro, HomePod og andre af Beats' hovedtelefoner.

Der er også øget kompabilitet med brug af mus. Nu kan man højreklikke med musen og imitere et langt tryk eller et 3D Touch-tryk.

Derudover er der en række større og mindre forbedringer til eksisterende funktioner.

iOs 13 forventes frigivet umiddelbart efter præsentationen af årets nye iPhones i næste måned. iOS 13.1 følger så efter nogle uger senere.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.