Apple dropper AirPower
Apple har meddelt at de dropper at lancere den trådløse oplader AirPower, der blev præsenteret helt tilbage i september 2017. Apple begrunder beslutningen med at AirPower ikke lever op til Apples høje standarer for deres hardware.
AirPower var en trådløs oplader, der som noget unikt kunne oplade flere enheder på samme tid. Eksempelvis en iPhone, et Apple Watch og AirPods. Ved præsentationen fortalte Apple at AirPower ville blive lanceret i løbet af 2018. Året gik dog uden at der skete noget. Der var masser af billeder og referencer til AirPower på Apples hjemmeside og i produktmanualer. Apple har også gjort sig store anstrengelser for at sikre sig varemærket AirPower. Så Apple har helt sikkert har intentionen om at lancere enheden. På det seneste har der endda været rygter om at masseproduktionen var gået i gang i Kina. Uanset hvad har Apple altså nu besluttet at skrinlægge udviklingen af enheden helt. De vil ikke arbejde mere på den, men koncentrere sig om andre ting.
En af de ting der har været problemer med, ifølge rygterne, er AirPowers varmeudvikling. Da den skulle kunne oplade flere enheder på samme tide har den haft flere opladespoler indbygget, hvilket har gjort den meget varm. Et problem Apple ikke har kunnet løse. Et andet problem har været forstyrrelser de forskellige enheder imellem, når man ville oplade flere enheder på samme tid. Da det med at oplade flere enheder på samme tid var hele ideen med AirPower, har det afgjort været en stopklods for Apple.
Det er første gang i nyere tid at Apple dropper lanceringen af et produkt der allerede er blevet præsenteret.