AirPods Max i guld og krokodille til $108.000

I starten af december lancerede Apple nogle hundedyre hovedtelefoner kaldet AirPods Max til knap 5.000 kroner. Det er dog småpenge sammenlignet med den specielle modificerede udgave, det russiske firma Caviar nu lancerer. Har er prisen hele $108.000 svarende til 655.000 gode danske kroner. Lægger du det beløb, får du dem til gengæld for dig selv, for der bliver nemlig kun produceret et sæt sorte og et sæt hvide.
Caviar er et firma, der specialiserer sig i at tage andre producenters produkter og gøre dem mere luksuriøse ved at tilføje, guld, læder, ædelstene etc. De modificerer eksempelvis PlayStation, Apples normale AirPods og mange andre ting. I dette tilfælde med AirPods Max, har de dækket selve ørekoppen med 18 karat guld og tilføjet krokodilleskind på den del, der hviler på hovedet samt flere andre ting. Salget af disse særlige hovedtelefoner har altså intet med Apple at gøre. Det er et tredjepartsfirma, der køber Apples hovedtelefoner og modificerer dem.
Rent materialemæssigt er de selvfølgelig ikke over 600.000 kroner værd, men har du den slags penge til at ligge og flyde, så betyder det nok mindre. Har betaler man for et absurd luksusprodukt, som ingen andre har. Derudover er Caviars pointe helt sikkert, at disse hovedtelefoner skal skabe omtale af deres mere betalelige produkter - og det har de hermed så fået.
Læs mere, og køb dem eventuelt, på Caviars hjemmeside.