Vi har samlet tre gode tips, der gør at du kan få solgt din brugte iPhone hurtigst muligt og til den højest mulige pris.

1. Sælg hellere i dag en om en uge

Den første regel er, at din iPhone falder i værdi over tid. Så jo tidligere du sælger, desto mere får du for den. Det siger selvfølgelig sig selv, at jo ældre en enhed er desto lavere værdi har den. Den primære faktor her er dog ikke selve enheden i sig selv, men det at der kommer en ny model, der kan mere. Med et slag bliver værdien af ens enhed formindsket, fordi man nu kan få noget nyere og bedre. Nu er det pludselig ikke det bedste man sælger brugt, men det næstbedste. Vil man maksimere sin pris, skal man altså sælge inden den nye iPhone bliver præsenteret.

2. Sælg privat

Der findes flere sider, der tilbyder at købe din brugte iPhone kontant. Fordelen ved dette er, at det er hurtigt og nemt. Til gengæld er prisen ikke nær så god, som hvis man sælger privat. Det siger sig selv. Firmaet man sælger til, skal jo også tjene på handlen.

Det er selvfølgelig kynisk, men hvis man vil have den maksimale pris, skal man sælge til nogen, der ikke ved at der snart kommer en ny iPhone. Så brug de traditionelle salgskanaler som Den Blå Avis, Gul og Gratis, Facebook etc., hvor antallet at uvidende købere er meget større end på sider specifikt for iPhone-nørder. Man kan sikkert hente et par hundrede kroner ved at sælge til ikke-eksperterne.

Omvendt kan man sige, at man på DBA nemt drukner i mængden, da udbuddet er langt større. Man skal virkelig have en skarp pris for at skille sig ud, og man risikerer at det tager for lang tid at få solgt sin iPhone. Man skal derfor lade være med at satse på én hest, men sætte sin iPhone til salg flere steder, også mere nicheprægede steder.

3. Sørg for at din iPhone er i tip top stand og med alt tilbehør

Det er selvfølgelig ikke rigtigt noget, man kan gøre noget ved nu, men det siger sig selv, at jo bedre stand ens brugte iPhone er i, desto mere er den værd. Er din iPhone som god som ny, fordi den altid har været i et cover med beskyttelsesfilm, så gør opmærksom på det i annoncen. Puds også iPhonen inden du tager et billede af den til annoncen. Få den til at tage sig bedst muligt ud. En fedtet iPhone på et sløret billede, sælger ikke godt.

Ting som oplader, høretelefoner og original emballage trækker også op. Specielt hvis de aldrig har været brugt. Husk at nævne det i din salgsannonce. Alternativt kan du sælge iPhone og tilbehør hver for sig, hvis køber kun vil have iPhonen.

Når du har fundet en køber, så gør dig selv og køberen den tjeneste, at slette alt indholdet og nulstille iPhonen: Har du fået ny iPhone og vil sælge den gamle, så læs med her

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.