Har du tabt din iPhone i vandet eller fået vand i din iPhone? En vandskadet iPhone er et af de værste problemer, man kan havne i som iPhone-ejer. Der er nemlig risiko for, at man aldrig ser sine data igen. Den burde en god backup råde bod på, men i virkelighedens verden hænger det ikke altid sådan sammen.

Taber man iPhonen så skærmen går i stykker, er det selvfølgelig surt og potentielt en dyr fornøjelse, men man kan trods alt bare skifte skærmen og bruge sin iPhone som man plejer. Ofte kan man endda få data ud af iPhonen uden at skifte skærmen, da alt andet ofte virker som det skal.

Taber man derimod sin iPhone i toilettet, kommer den i vaskemaskinen eller spilder lidt vand på den, er der risiko for at den aldrig kommer til live igen. Vand de forkerte steder kan være meget ødelæggende.

Skulle uheldet være ude og du taber din iPhone i vandet skal du dog ikke bare give op. En vandskadet iPhone kan i mange tilfælde reddes, hvis ellers man ved hvad man skal gøre. Det er ikke ulig førstehjælp ved personskader. Man skal handle hurtigt, og man skal gøre det rigtige. Og lige så vigtigt: Der er også nogle ting man skal undlade at gøre, når man taber sin iPhone i vand.

Her kommer en vejledning du kan bruge, hvis du har tabt din iPhone i vandet. Vi kan ikke garantere, at den altid vil virke 100%, men sandsynligheden for succes øges betydeligt sammenlignet med hvis ikke du gør noget overhovedet.

Ideelt set bør iPhonen skilles ad og tørres af en professionel med det samme den bliver våd. Der er ingen som, helst tvivl om at det er det bedste. Det er bare ikke altid en realistisk mulighed. Guiden her er derfor ment som en vejledning til hvad du selv kan gøre, når uheldet er ude - hvis ikke du har mulighed for at få den på værksted med det samme.

Sådan kan du redde en vandskadet iPhone

1. Hold iPhonen slukket

Vand virker strømførende, og vil med stort sandsynlighed kortslutte din iPhone, hvis den bliver våd. Er den stadig tændt, så sluk den med det samme. Fjern alle stik, cases, skins etc. Fjern også simkortet.

Tænd ikke din iPhone igen før du er 100% sikker på, at den er helt tør. Fald ikke for fristelsen til at tænde en våd iPhone for at se om den virker. Det er det mest naturlige at gøre, hvis man har tabt en iPhone i vand, så den slukker. Man vil tænde den for at se om den virker. Lad være!

Kortslutninger i din iPhone risikerer at gøre varig skade. Lad den være slukket. Vand skader i princippet ikke en slukket iPhone. Først når der kommer strøm på, går det galt. Lad også være med at sætte iPhonen til opladning.

2. Tør den forsigtigt på ydersiden

Tør forsigtigt ydersiden med en viskestykke eller en tør klud. Hold iPhonen stille i én position. Lad være med at vende og dreje den eller ryste den for at få vandet ud.

Fald ikke for fristelsen til at bruge en hårtørrer eller at lægge den på et varmeapparat. Varme skader mere end det gavner, og du risikerer at blæse vandet længere ind i iPhonen eller at komme til at smelte plastikdele på iPhonen.

3. Tør iPhonen i en pose med ris

Det er ikke så meget vandet uden på, som det der er inden i, der er problemet. Det bedste du kan gøre er, at lægge sin iPhone ned i en pose sammen med noget, der optager fugt. Har du nogle af de små poser, der ofte følger med sko, er de perfekte, men ellers er helt almindelige tørre ris gode til formålet. Put dem den i bunden af en pose og læg forsigtigt iPhonen ned i posen. Bare læg den oven på risene, de skal ikke blandes sammen, for vi vil ikke have ris ind i iPhonen. Husk igen ikke at vende og dreje iPhonen.

Det vigtige her er, at det sker hurtigt. Lad være med at tage i byen efter de små poser. Hvis du har ris der hjemme så brug risene.

Lad det hele ligge i minimum 48 timer - jo længere jo bedre. Her er det meget vigtigt, at lade det være i fred. Lad være med at løfte eller at åbne posen for at tjekke. Tålmodighed er nøgleordet. Giv det tid. Vi skal have så meget fugt ud af iPhonen som muligt, og det sørger de tørre ris for ved at optage luftens fugt. Når luften er tør forsvinder vandet inden i iPhonen hurtigere.

4. Tænd iPhonen

Når iPhonen er helt og aldeles tør kan du prøve at tænde den. Hvis alt vandet er væk, og den første kortslutning ikke ødelagde noget fatalt, er der en god chance for, at du kan få liv i den. Hvis data er vigtige, så bør du som det aller første få taget en sikkerhedskopi af iPhonen. For måske lever den på lånt tid. Den kan have taget skade uden at du kan se det. Måske virker lyden ikke, eller der er andre ting der er problemer med.

Virker iPhonen ikke, når du forsøger at tænde den så giv ikke op. Læg den i en ny pose med nogle nye tørre ris. Lad den lige i en uge eller endda en måned. Jo længere jo bedre. Måske skulle der bare lidt længere tid til, før den var helt tør.

Er det helt umuligt at få liv i den, så tag den med hen i den butik hvor du har købt den. Der er mulighed for at du kan købe en ny iPhone til nedsat pris, hvis du indleverer den gamle til reparation. Fald ikke for fristelsen til at sige, at du ikke kender noget til problemerne. Fortæl at iPhonen har fået vand, så bliver der taget bedre hånd om den.

Som sagt kan vi ikke garantere at alle iPhones kan reddes. Men sandsynligheden for at det går godt øges betydeligt, hvis du følger rådene herover. Det vigtigste råd er at undlade at sætte strøm på indtil du er 100% sikker på, at alt vand er væk. Det opnår du bedst i en pose med ris.

Støt driften af ON X

Vi håber at den ovenstående guide har fået liv i din iPhone eller iPad. Hvis du har lyst kan du støtte driften af onx.dk via MobilePay: 31 69 13 66.

Husk også at sprede budskabet. Link til onx.dk eller denne artikel fra dine sociale medier eller din hjemmeside og fortæl dine venner om siden.

Artiklen er ajourført i februar 2019.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.