Tip: Indstil hvor lang tid iPhonen skal ringe før opkaldet går til telefonsvareren
Hvis du som undertegnede ofte har problemer med at nå at tage din telefon inden opkaldet ryger til telefonsvareren, måske fordi telefonen ligger i en taske eller lignende, er dette tip lige noget for dig. Det kan nemlig lade sig gøre, at indstille i hvor mange sekunder telefonen skal ringe, før den ryger til telefonsvareren.
Sådan indstiller du hvor lang tid iPhonen skal ringe før opkaldet går til telefonsvareren
1. Åbn Telefon-appen på din iPhone.
2. Tryk på "Numerisk blok" nederst så telefontastaturet kommer frem.
3. Nu skal antallet af sekunder telefon skal ringe indstilles. Det gør du ved at skrive dette: *61*nummer_der_skal_viderestilles_til*11*antallet_af_sekunder# efterfulgt af et tryk på den grønne knap.
Nummeret du skal viderestille til, skal være nummeret på din telefonsvarer. Kender du ikke det, kan du lave et nyt opkald og skrive *#61# efterfulgt af et tryk på den grønne knap. Dette får det nuværende viderestillingsnummer frem. Har du aldrig ændret det, er der stor sandsynlighed for at det netop er din telefonsvarers nummer. Benyt dette nummer i punkt 3 ovenfor.
Eksempel
Las os sige at nummeret til telefonsvareren er "4540900600" og at jeg vil have en ringetid på 25 sekunder. I såfald skal jeg skrive: *61*+4540900600*11*25# og foretage et opkald.
Det normale er 20 sekunder, så eksperimenter lidt med at finde det der passer dig. Du kan kun indstille i intervaller af 5 sekunder. Det vil sige 0, 5, 10, 15, 20 og så videre.
"+"-tegnet får du frem ved at holde "0"-knappen inden på det numeriske tastatur.
Artiklen er ajourført i april 2018.