Hvordan oplader man egentlig sin iPhone hurtigst? Apples nyere iPhones kan som bekendt oplades trådløst og du kan også købe en kraftigere oplader end den der følger med som standard. Jeg har testet hvor hurtigt iPhonen bliver opladt ved brug af forskellige opladere. Nogle trådløse og nogle kablet.

Så hvis du vil vide hvordan du oplader din iPhone hurtigst - eller bare finde ud af hvor stor forskel der er på de forskellige opladningsmetoder - så læs med her.

Sådan har jeg gjort

Jeg har testet én iPhone og fem forskellige opladere:

  • Standard iPhoone-oplader (5W)
  • Standard iPad-oplader (12W)
  • MacBook USB-C-oplader (30W)
  • Trådløs oplader (5W)
  • Trådløs hurtigoplader (7,5W)

Testenheden er en iPhone 8 Plus, men da alle nye iPhones benytter samme opladningsteknologi burde resultaterne også gælde for iPhone X og XS, der har et batteri af stort set samme størrelse. iPhone 8 har et betydeligt mindre batteri så den burde blive ladet hurtigere op, men relativt set er forskellen mellem opladerne den samme.

Ideelt set burde jeg have testet tiden fra fuld afladt iPhone til fuldt opladt iPhone (0-100%). Det er i praksis umuligt da jeg så skal holde øje med iPhonen hele tiden for at se hvornår batteriet når 100%. I stedet er jeg startet fra 0% og har aflæst batteriprocenten efter 30 minutter og 60 minutter for de forskellige opladere.

iPhonen har været i AirPlane-mode under opladningen og skærmen har været slukket hele tiden (bortset fra når jeg har tjekket efter 30 og 60 minutter). Mellem hver test er iPhonen drænet helt for strøm.

Resultatet af testen

Med opladning gælder det at jo højere en effekt der lades med desto hurtigere går opladningen. Dobbelt så høj effekt halverer altså opladningstiden. I hvert fald lige indtil grænsen for hvilken effekt iPhonen maksimalt vil acceptere bliver nået. Går du fra 10W til 20W bliver opladningstiden halveret. Men går du fra 20W til 40W er grænsen nået og det går ikke hurtigere.

Da opladernes effekt er kendt på forhånd er resultatet af testet ingen overraskelse. Alt opfører sig som forventet. Derfor ses det også at trådløs opladning ved samme effekt er lidt langsommere end kablet opladning fordi der går noget energi tabt i den trådløse overførsel.

Den absolut hurtigste måde at oplade sin iPhone på er at bruge en af de USB-C-opladere der følger med Apples MacBooks. Her går iPhonen fra 0% til 78% på 60 minutter. Det langsomste er at bruge en 5W trådløs standardoplader. Her går iPhonen kun fra 0% til 37% på 60 minutter. Standard opladeren på 5W er marginalt bedre, mens 12W iPad-opladeren næsten er på niveau med USB-C-opladeren. Hvis du vælger en 7,5W trådløs oplader - som er den maksimale effekt iPhonen accepterer trådløst - går det noget hurtigere end med standardopladeren.

Min anbefaling

Resultatet er som sagt helt som forventet. Jo højere effekt din oplader leverer, desto hurtigere lader den op. Skal det derfor bare gå stærk så brug USB-C-opladeren. Skal det være bekvemt så brug den trådløse oplader med højeste effekt.

Helt så enkelt er det dog ikke. USB-C-opladeren er nok hurtigst, men ikke markant hurtigere end 12W iPad-opladeren. Skal man kigge økonomisk på det vil jeg anbefale iPad-opladeren. Du har sikkert allerede en liggende, men ellers koster den kun en tredjedel af hvad 30W USB-C-opladeren koster. Har du ikke en iPad-oplader så gør dig selv den tjeneste at bruge de småpenge og køb en. Den fylder også mindre og du kan bruge det originale ladekabel. Til USB-C-opladeren skal du anskaffe et nyt kabel med USB-C-stik istedet for det normale USB-stik. Du kommer med andre ord til at betale uden at du for alvor vinder noget. Jeg vil kun anbefale USB-C-opladeren hvis du alligevel allerede har en eller hvis det er meget vigtigt at kunne oplade din iPhone hurtigt fordi du i løbet af dagen kun har korte perioder til at lade op i.

Hvad angår den trådløse oplader er det samme sang: Jo højere effekt jo bedre. Forskellen på de to trådløse ladere er stor nok til at jeg vil anbefale altid at gå efter 7,5W-laderen. Herved får du bekvemmeligheden ved trådløs opladning og en hurtigere opladning end med den medfølgende standardoplader. Har du allerede en Qi-oplader på 5W så benyt den. Det fungerer fint. Men jeg ville aldrig gå ud og anskaffe en ny 5W trådløs oplader. Dette uanset prisen. Skulle jeg investere i en ny trådløs oplader vil jeg altid gå efter 7,5W - og altid efter en af de opladere Apple har certificeret. Man kan få tredjepartsopladere, men et eller andet siger mig at de ikke nødvendigvis kan levere de 7,5W da Apple kan have indbygget en form for proprietær teknologi i iPhonen. Det er dog ikke noget jeg ved.

Så for at runde af. Vil du oplade med kablet oplader så anbefaler jeg en standard 12W iPad-oplader. Vil du oplade trådløst så gå efter en af de 7,5W opladere Apple siger god for og sælger i Apple Store. Jeg har testet en fra Mophie.

Her er links til de testede produkter bortset fra den trådløse 5W-oplader, hvor jeg har benyttet en standard Qi-lader jeg havde liggende:

  • iPad-oplader 12W, 149 kr
  • USB-C-oplader 30W, 429 kr
  • Trådløs hurtigoplader 7,5W, 299 kr
  • USB-C til Lightning-kabel, 179 kr

Artiklen er opdateret i januar 2020. De væsentligste ændringer er at prisen på nogle af de testede dele er faldet.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.