Test: Beats Flex - spiller godt og er billige
Apple går lidt mod strømmen med lanceringen af de nye trådløse hovedtelefoner Beats Flex. Hvor de fleste går efter de ægte trådløse hovedtelefoner - det vil sige dem hvor højre og venstre øresnegl ikke er forbundet med hinanden - er Flex af den gamle type med en ledning, der forbinder de to. Det virker lidt gammeldags og bagstræberisk sammenlignet med det meste andet på markedet.
Jeg har testet Beats Flex for at finde ud af, om de har en berettigelse. Og lad mig da bare afsløre at det har de. Der er en mening med galskaben. Med Flex fået du nemlig - via den indbyggede Apple W1-chip - adgang til Apples særlige opgraderede trådløse lyd, der byder på bedre funktionalitet end standard Bluetooth-lyd. Og til en meget lavere pris end med de ægte trådløse hovedtelefoner.
W1 er en hovedtelefon-chip Apple har designet, for at gøre trådløs lyd nemmere at bruge - hvis man altså bruger hovedtelefonerne med en Apple-enhed. Bruges de med en Android-mobil må man nøjes med almindelig Bluetooth. Siden du læser med her, har du sikkert en Apple-enhed. Derfor får du også alle fordelene, og samtidig noget andre hovedtelefoner ikke kan levere. En af de funktioner er Audio Sharing eller lyddelig, så du kan tilslutte to sæt hovedtelefoner trådløst til en enkelt enhed og høre den samme musik. En anden er at opsætningen er nemmere fordi iPhonen selv genkender hvedtelefonerne når de kommer tilstrækkeligt alt på. Bemærk at Apple har en nyere chip kaldet H1, der er bedre og findes i de nyeste udgaver af AirPods. Der er derfor nogle få af de avancerede funktioner, der ikke er med i Flex.
Beats Flex kan købes hos Apple for 419 kroner (link). Onx modtager et beløb, hvis du køber via dette link.
Design og komfort
Flex kommer i fire forskellige farver herunder to friske, nemlig limegrøn og flammeblå. Hertil to lidt mere anonyme, sort og grå. De har 12 timers batteritid, og når den tid kommer, lader du dem op via USB-C. Hvis du har brug for ekstra power, giver en hurtigopladning på 10 minutter dig 1,5 timers ekstra afspilning, når batteriet er ved at løbe tør. Batteritiden er således markant bedre end i AirPorts, hvilket afgjort er en fordel.
Med i pakken er fire gummi-ørepropper. Der er med andre ord rig mulighed for at få tilpasset Flex til lige præcis ens egne øregange. Generelt er ørepropperne til den store side, men jeg havde ikke problemer med at finde et par der passede til mig. Der er ikke aktiv støjreduktion i Flex, men enhederne lukker fint af for den værste lyd fra omgivelserne.
Der er som sagt en ledning mellem højre og venstre enhed. Ledningen er flad og rigelig lang. En detaljer ved ledningen er, at den har en slags memory-effekt, så den er nem at rulle sammen. På ledningen sidder to betjeningspaneler - et i hver side. Under brug er disse nemt tilgængelige på skuldrene. På panelet til venstre styrer du volumen, og her er også en play/pause-knap. Trykker du to gange på knappen springer du til næste nummer, mens tre tryk springer tilbage. Skulle du have brug for at aktivere Siri, skal du holde knappen inde. Det er også i venstre side, at den indbyggede mikrofon sidder. På det højre panel er der en power-knap. De to paneler er markeret med L og R, så du nemt kan få vendt dem rigtigt.
I selve øreenhederne er der indbygget magneter, så de to enheder finder sammen, når du tager dem ud af ørerne og bliver til en slags halskæde, så du ikke behøver være bange for at tabe dem, når du tager dem ud. Derudover har magnetlåsen den funktion, at den pauser musikken. Ledingen lyder måske som en dårlig løsning, men jeg synes, at den giver god mening. Den gør det nemt at tage enhederne ud og ind i løbet af dagen uden at man hver gang skal finde et etui frem. I stedet har man bare ledningen hængende om halsen.
Jeg synes, at Flex sidder godt i øret. De er behagelige at have siddende og de sidder også godt fast så jeg ikke er bange for at de ryger ud under brug - selv under sport.
Lydkvalitet
Referencen for iPhone-lyd er de standard EarPods, der har fulgt med iPhonen i årevis. Dem slår Flex nemt. Og Flex kan endda også byde dyrere enheder op til dans. Mere behøver du egentlig ikke vide.
Men skal jeg komme med lidt flere detaljer, så er det i den nederste halvdel af frekvensspektret, at Flex har sin styrke, mens den ruller lidt af mod toppen. Vi er dog nede i småtingsafdelingen og med den lave pris in mente, klarer Flex det faktisk fremragende. Faktisk vil jeg hellere have en lyd der er lidt afdæmpet end påtrængende og overstyret i de øvre frekvenser og buldrende i de nederste.
Men selvfølgelige er Flex ikke perfekte. De hverken kan eller skal kunne måle sig med eksempelvis Apples AirPods. Det er en helt anden boldgade vi er i - og det er det, jeg bedømmer Flex ud fra. Til gengæld koster de så også kun en tredjedel.
Mikrofonen har jeg ikke testet super grundigt, men de gange jeg har, har den klaret opgaven fint. Apple skriver selv noget om nogle avancerede algoritmer, der fejer vindstøj og så videre. Jeg har ingen grund til at betvivle dette, men omvendt er det ikke noget jeg personligt går så meget op i. Jeg bruger hovedtelefoner til at høre musik med og ikke til at snakke i telefon gennem.
Alt i alt leverer Flex en kompetent lydoplevelse i prisklassen.
Min bedømmelse
Beats Flex er bedre end det meste på markedet i samme prisklasse. For ganske få hundrede kroner får du en markant opgradering, hvis du kommer fra Apples standard EarPods - både hvad angår lydkvalitet og ikke mindst trådløse fordele. Flex er ganske enkelt Apples billigste tilbud på at komme med på vognen og få alle fordelene ved Apples egne trådløse hovedtelefoner. Alene det, gør Flex mere interessant end de fleste konkurrenter.
Apple er ikke ligefrem kendt for at tilbyde billige produkter, men lige netop Flex synes jeg faktisk er billige. Det kan godt være, at brandnavnet er Beats, men i sidste ende er det Apple-teknologi du får i ørerne, da Apple, jo ejer Beats. Så synes du, at Apples AirPods er for dyre, så overvej Beats Flex.
Beats Flex er nogle ganske fine trådløse hovedtelefoner. De har god batteritid, sidder godt, spiller godt og giver de fleste af Apples særlige funktioner, som ellers kun findes i de dyrere AirPods. Derudover er de til godt og vel 400 kroner til at betale.
Du kan købe Beats Flex hos Apple (link). Onx modtager et beløb, hvis du køber via dette link.