Sonos har lanceret en fleksibel og superkompakt alt-i-et-enhed, som gør det nemmere og billigere end nogensinde at springe på Sonos-vognen. Play:3 er navnet på den nye enhed, som overrasker positivt i iPhoneguides test. PLAY:3 er som navnet siger lillebror til den noget større PLAY:5, som vi tidligere har testet her på iPhoneguide. PLAY:3 er Sonos billigste enhed til dato og de 2.199 kr den koster, må siges at være en særdeles god pris.

Sonos er verdens førende inden for flerrumssystemer

Sonos er et amerikansk firma, der har specialiceret sig i såkaldte flerrumssystemer. Det går ud på, at man deler sit hjem op i forskellige zoner (stue, køkken, børneværelse etc.), og giver hver zone et sæt højttalere og en forstærker (evt. i kombination). Alle enhederne er knyttet sammen til ét stort system, som kan snakke sammen og styres centralt, for eksempel fra ens iPhone, i stedet for at være individuelle enheder, som man normalt har. De forskellige zoner kan spille forskellige musik eller de kan spille det samme. Man kan læse meget mere om selve konceptet, i vores store anmeldelse af Sonos Multi-Room Music System.

Lille og let enhed gør det nemt at finde plads til PLAY:3

Som de andre enheder i Sonos’ system, er PLAY:3 en enhed, der streamer musik fra en computer eller en netværksharddisk. PLAY:3 har lige som PLAY:5 indbygget højttalere. Det er altså en rigtig alt-i-et enhed. 3'eren er dog noget mindre end 5'eren. Den måler bare 26,8 x 13,2 x 16,0 cm (BxHxD) og vejer 2,6 kg. Den lille størrelse og lave vægt gør den faktisk mere anvendelig en 5'eren, og da den både kan placeres vandret og lodret - og endda hænges op på væggen via et ekstra beslag - er der næsten ikke grænser for, hvor man kan få plads til den. Derudover er der det geniale ved PLAY:3, at selvom den er en alt-i-et-enhed meds fuld stereo, så kan den laves om til monoenhed og ved at kombinere to PLAY:3, kan man få højre kanal ud i den ene og venstre i den anden. Så har man pludselig to aktive højtalere og et meget bedre stereobillede. Man kan sige, at PLAY:3 kan vokse med opgaven. Man kunne eksempelvis bruge den på et børneværelse hos det mindre barn. Når barnet bliver lidt større og har brug for lidt bedre og fyldigere lyd, så køber man bare en enhed mere.

Opsætningen er nem

Opsætningen af PLAY:3 er utrolig nem. Har man allerede et Sonos-system sat op, er det bare at putte stikket i stikkontakten og trykke på to knapper, så man i gang. Er det ens første Sonos-enhed, skal man derudover konfigurere nogle ting, som hvor man har placeret sine musikfiler etc. Alt er dog lige ud ad landevejen: Efter min mening er Sonos’ musiksystem udført som Apple ville have gjort det, hvis de ellers gjorde det i den slags. Måske endda bedre. I forhold til Apples trådløse AirPort-streaming, er Sonos i hvert fald mange gang bedre.

PLAY:3 indeholder fire højtalerenheder: 1 x diskant, 2 x 3” mellemtone og 1 x bas (bagudvendt basport), som drives af tre klasse-D digitale forstærkere. Bag på er der en enkelt etherntport samt et stik til elnettet. Det er hele er meget solidt udført; jeg tror jeg ville kunne stille mig på enheden uden at den ville gå i stykker (jeg har dog ikke prøvet).

Utrolig lyd fra nærmest usynlig enhed

Da jeg testede den større PLAY:5 skrev jeg at den leverede "nem og ubekymret lytning i dagligdags situationer." Jeg var overrasket over kontrasten mellem enhedens fysiske størrelse, og den gode lyd der kom ud. Af en eller anden grund føler jeg, at PLAY:3 faktisk spiller bedre. Det giver selvfølgelig ikke rigtigt mening, da specifikationerne på 5'eren er klart bedre, men måske er det fordi 3'eren er mindre og forventningerne det samme. Det vil sige, at den relativt set spiller bedre. Måske spiller det også en rolle, at den er så nemt at passe ind i boligen, at den nærmest bliver usynlig, og at den lyd der kommer fra den derved virker endnu mere utrolig. Desværre har jeg forlængst afleveret PLAY:5 tilbage til Hi-fi Klubben, hvor jeg havde lånt den, så jeg kan ikke lave en direkte sammenligning.

På sine egne præmisser leverer PLAY:3 en overraskende god og detaljeret lyd. Stereobilledet er selvfølgelig ikke verdens bedste, men det er heller ikke pointen. Man skal sammenligne den med alt det crap folk ellers har stående på de "mindre vigtige" steder i huset, som jo tit er de steder, hvor man faktisk hører mest musik. Det kunne være køkkenet, hjemmekontoret, børneværelset eller soveværelset. Her vil PLAY:3 med garanti levere en bedre lyd en langt de fleste folks gennemsnitlige iPhone-docks, transistorradioer etc. og køber man to enheder, kan man faktisk godt være det bekendt i stuen også. Måske som en opgradering af TV'ets stereolyd. Jeg vil endda vove den påstand, at to PLAY:3 i kombination spiller mere end dobbelt så godt som en enkelt.

Hele Sonos-ideen er grundlæggende så genial, at man bare skal se at komme i gang

Selvom PLAY:3 med Sonos-optik er noget af en prisbasker, så den stadig ikke decideret billig i forhold til hvad mange folk ellers ville bruge på en enhed til hverdagslytning. Den er dog så afgjort alle pengene værd, fordi man får så meget mere end bare et passivt apparat, der kan afspille lyd. Hele Sonos-ideen er grundlæggende så genial, at man bare skal se at komme i gang. Enhederne virker så solide, at man har en fornemmelse af af de kan holde livet ud. Når man får behov for noget større, så smider man ikke bare de små gamle enheder væk (som man nok normalt ville gøre) men rykker dem ud på toilettet, i garagen, kælderen eller hvad man nu måtte have af rum. Værdien af hele systemet vokser hele tiden, hver gang man tilføjer en ny zone.

Jeg har i hvert fald svært ved at få hænderne ned i begejstring over Sonos PLAY:3, der er præcis den enhed, der har mangler i Sonos produkt-line-up. Derfor må Hi-Fi Klubben også acceptere at jeg "tester" videre et par uger endnu før PLAY:3 ryger retur.

Sonos PLAY:3 er venligst udlånt af Hi-Fi Klubben, hvor den kan købes for 2.199 kr.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.