Analytiker: Apples VR-headset kommer med samme 96W-oplader som 14" MacBook Pro
Analytikeren Ming-Chi Kuo oplyser, at Apples kommende AR/VR-headset vil benytte den samme 96W-oplader, som følger med den kraftigste 14 tommer MacBook Pro. Hvis de oplysninger er rigtige fortæller det os to ting.
For det første at headsettet eksisterer. En så specifik oplysning som hvilken oplader, der følger med headsettet, dukker ikke bare op ud af det blå.
For det andet fortæller opladerens størrelse en del om, hvor meget strøm - og dermed processorkraft - headsettet har brug for. En 96W-oplader fortæller at headsettet vil få samme processorkraft som en Mac snarere end en iPhone.
Tidligere har Kuo oplyst, at headsettet vil få to processorer. Hovedprocessoren vil ligge på niveau med Apples M1-chip, mens den anden bliver lidt mindre kraftig, og skal stå for headsettets sensor-relaterede ting. Ifølge Kuo vil Apples headset være 2-3 år foran konkurrenterne, når man kigger på processorkraft.
Kuo forventer at headsettet bliver lanceret i årets sidste kvartal.