Folks telefoner indeholder i dag en masse personlige oplysninger - nogle af dem vigtige informationer, som de efterladte kan have brug får, når telefonens ejermand dør. Hidtil har dette dog været lukket land for de efterladte. Apple har ikke kunnet eller villet frigive adgang til data på hverken telefonen eller i iCloud, når en person dør. Heller ikke til efterkommere eller pårørende til afdøde. Det bliver der lavet om på nu.

I iOS 15.2, der er den næste store opdatering til iPhonen, kommer der nemlig en ny funktion, hvor brugeren af en iPhone kan angive en såkaldt arvekontakt, der skal have adgang til data, hvis man dør. Kontakten modtager så en særlig adgangsnøgle, der giver adgang til indholdet. Før adgang gives, skal Apple dog bruge en kopi af dødsattesten. Dette selvfølgelig for at sikre sig, at ejeren af iPhonen rent faktisk er død, så utilsigtet adgang forhindres. Rent praktisk foregår det ved at man kontakter Apple via en særlig hjemmeside (https://digital-legacy.apple.com).

Adgangnøglen giver adgang til beskeder, billeder, noter og andre sensitive data samt mulighed for at deaktivere aktiveringslås, så iPhonen kan gendannes og bruges af en anden person. Der gives ikke adgang til ens iCloud-nøglering med alle ens kodeord til diverse tjenester, hjemmesider etc.

Har man som iPhone-bruger ikke angivet en arvekontakt, vil Apple ikke kunne give adgang til data på ens telefon til andre. Det er med andre ord et valg, som man selv skal foretage. Ønsker man ikke en arvekontakt, respekterer Apple dette, og indholdet på ens iPhone forbliver lukket for andre.

Som sagt kommer funktionen med iOS 15.2, der lige nu er i betatest.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.