Går du med planer om, at udgive dine egne ebøger efter Apples lancering af iBooks Author-værktøjet, der gør det nemmere end nogensinde før at lave en lækker ebog? Så er her et overblik over, hvad du skal være opmærksom på.

Udgivelse eksklusivt gennem iBook Store

Først og fremmest gælder det, at ebøger lavet med iBooks Author skal distribueres gennem iBook Store. Kun hvis de er gratis, må de distribueres andre steder som eksempelvis ens hjemmeside. Ebøger kan også eksporteres som almindelig PDF-fil, og må så distribueres hvor som helst - også selvom de koster penge. Det er altså alene de interaktive bøger, som Apple kræver skal distribueres i iBook Store.

Gratis prøveeksemplar krævet

Alle ebøger, undtaget dem der er gratis, kræver et tilknyttet gratis prøveeksemplar. Det kan for eksempel være det første kapitel etc.

Maks 2 gigabyte

Filstørrelsen må ikke overstige 2GB, men visse af Apples partnere ser ud til at kunne gå helt op til 3GB.

Man skal oprette konto hos Apple

For at kunne distribuere ebøger gennem iBook Store, skal man have en konto hos Apple. Det får man på iTunes Connect. Har man allerede en aftale med Apple om salg af apps eller musik, kan man ikke ansøge om salg af bøger på den samme konto, men skal oprette en ny - inklusive et nyt Apple ID. Det betyder også, at man skal indsende skatteoplysninger, virksomhedsinfo og så videe igen, selvom man allerede har gjort det en gang tidligere.

ISBN-nummer krævet

For at kunne sælge bøger gennem iBooks Store, skal de have gyldige ISBN-numre. Udgiver man gratisbøger, er det ikke nødvendigt med ISBN-nummer.

Må højst koste 89 kr - Apple tager 30%

Apple tager som sædvanlig 30% af indtægterne og bøgerne må ikke koste mere end 89 kr.

Mere info

Apple har svar på flere spørgsmål angående udgivelse via iBook Author her: Book Publishers: Frequently Asked Questions

Scroll ned for at se kommentarer