De ser umiddelbart helt ens ud. Den originale Apple-oplader og så en tilsvarende kopi. Det kan derfor være fristende at springe på den uoriginale oplader, der kun koster det halve. Lad være med det. Ken Shirriff har på sin blog skilt to opladere fra hinanden, og inden i er de bestemt ikke identiske.

Resultatet af en oplader i for dårlig kvalitet kan være fatale. Sidste år døde en kvinde i Kina da hun fik stød af sin iPhone, som var koblet til en uoriginal oplader. Ellers er den største fare at opladeren bryder i brand. Det er i princippet ingen kunst at konstruere en god oplader. Det svære er at konstruere en sikker oplader. Ligesåvel som man kan spare en del tusinde i en bil ved at udelade airbags, kan man spare en hel del i en oplader ved at se stort på sikkerheden. I begge tilfælde er det ikke noget man umiddelbart kan se på det færdige produkt. Først i det tilfælde tingene går galt, opdager man det. Men så er det for sent.

Shirriff har sammenliget Apples iPad-oplader med en på det ydre fuldstændig identisk, man uoriginal oplader, der kun koster en sjettedel af den pris Apple forlanger. Apples oplader har bedre komponenter og de enkelte kredsløb er isoleret bedre fra hinanden. Hos Apple er eksempelvis afstanden mellem høj- og lavspænding 4 mm, mens den i den uoriginale oplader kun var 0,6 mm. Det betyder at sandsynligheden for at få stød er meget højere med den uoriginale opalder. En enkelt dråbe kondens er nok. Er der en komponent der stiger af, hvilket er mere sandsynligt i den uoriginale oplader hvor der er brugt dårligere kvalitet, vil sandsynligheden for at strømmen springer fra høj- til lavspændingsdelen også være større. Der er vist ingen der har lyst til at få stød som den kinesiske kvinde, fordi højspændingsdelen ikke er ordentligt isoleret fra lavspændingsdelen, sam man kommer i kontakt med, hvis man rører USB-porten i opladeren.

Ud over sikkerhedsaspektet, som alene burde få folk til at gå i en stor bue uden om de uoriginale varer, er kvaliteten af selve opladningen langt fra identisk. Hvor Apples oplader måles til at kunne levere 10W konstant, er den uoriginale mere svingende. I gennemsnit leverer den 5,9W med flere uregelmæssige peaks.

Så lad være med at spare de par kroner ved at købe en uoriginal oplader, der er en kopi af Apples egen oplader. De sælges desværre også i danske netbutikker. Hvis ikke man ønsker at bruge Apples opladere, findes der masser af alternativer fra andre kendte producenter. Dem kan man også roligt bruge. Men gå uden om det billige kinesiske skrammel, der er kopier af Apples originale opladere.

For en mere uddybende gennemgang af opladere og hele sikkerhedsaspektet, kan man læse Shirriffs blog (der dog er noget teknisk): Pad charger teardown: inside Apple's charger and a risky phony

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.