Solidt Apple-regnskab på trods af Corona-krisen

Apple har præsenteret et bundsolidt regnskab for årets første tre måneder. Det der hos Apple er regnskabets 2. kvartal, da Apple kører med et forskudt regnskabsår. Apple omsatte for $58,3 milliarder, hvilket er en lille stigning fra $58,0 milliarder i samme kvartal sidste år. 62% af omsætningen sker uden for USA. Overskuddet blev $11,2 milliarder sammenlignet med $11,6 milliarder i samme kvartal sidste år.
Selvom Apples salg altså voksede i kvartalet, havde Apple oprindeligt forventet endnu mere. Apple havde meldt en forventet omsætning i størrelsesordenen $63-67 milliarder ud, men da Corona-krisen satte ind og Kina lukkede ned, meldte Apple hurtigt ud, at det ikke ville komme til at holde stik alligevel. Siden har pandemien taget fart og vil sætte et større aftryk i regnskabet for det kvartal, vi er i gang med lige nu, altså det tredje kvartal i Apples regnskab. Usikkerheden er så stor, at Apple mod sædvane ikke har villet melde en forventet omsætning ud.
Apples tjenester og wearables sætter rekord
Kigger man på de enkelte områder i Apples regnskab, går det særligt godt for kategorien "Services", der dækker over tjenester som App Store, Apple Pay, salg af musik og film, iCloud etc. Her nåede Apple den største omsætning nogensinde på et kvartal. Omsætning i denne kategori nåede $13,3 milliarder, hvilket er en stigning på 17% fra $11,5 milliarder i samme kvartal sidste år. Apple har nu 515 millioner betalende abonnenter på tværs af selskabets platforme. Forventingen er at der nås 600 millioner inden årets udgang.
Et andet sted med fart på er kategorien "Wearables, Home, and Accessories", der blandt andet inkluderer Apple Watch, AirPods og forskelligt tilbehør. Her er omsætningen steget mere end 20% og har nu nået $6,3 milliarder i kvartallet. Dermed overgår denne kategori både salget af Macs ($5,4 milliarder) og iPads ($4,4 milliarder).
Masser af nye produkter på vej
Apple holdt efter fremlæggelsen af regnskabet, som de plejer, en telefonkonference hvor Apples investorer kunne stille opklarende spørgsmål til regnskabet. Det kom til at handle om Corona-krisen. Apple fortalte, at efter en indledede nedgang i produktionen, kom den tilbage til det normale sidst i marts. Apple slår fast at de har flere spændende produkter på vej og bliver ved med at investere i udviklingen af nye. Nu handler det mere om en nedgang i efterspørgslen og om at forsøge at ramme den, så ikke Apple brænder inde med for mange enheder.