YouTube meddeler, at de lukker ned for brugen af YouTube på Apple TV 3. generation fra starten af marts. Det betyder, at dem der har denne Apple TV-model, ikke længere vil kunne se YouTube direkte på enheden. Det vil stadig kunne lade sig gøre via AirPlay fra en iPhone eller iPad, men det er jo ikke helt det samme.

Apple TV 3. generation blev lanceret i 2012 og udfaset i 2016. Den kører et andet styresystem end de nyere enheder. Dette system har ikke adgang til App Store, hvilket måske forklarer hvorfor YouTube dropper understøttelsen. Pudsigt nok, frigav Apple en opdatering til Apple TV 3. generation for en måned siden, hvor en af de fejl der blev rettet var relateret til YouTube. Sidst YouTube lukkede ned for en enhed var Apple TV 2. generation i 2015.

Bemærk at nedlukningen kun gælder Apple TV 3. generation. Har du en nyere enhed, altså Apple TV HD eller Apple TV 4K, kan du stadig se YouTube helt som du plejer.

Scroll ned for at se kommentarer