Apple har i mange år haft en funktion, hvor man som forældre automatisk kunne få overført eksempelvis 50 kroner til sit barns iTunes-konto hver måned. En slags lommepenge til at købe musik, film og apps for. På dansk har Apple kaldt funktionen for "iTunes-rådighedsbeløb". Funktionen er ret smart, da det har gjort det sikkert at give sine børn mulighed for at handle i App Store og iTunes Store uden et tilknyttet kreditkort.

Hvor udbredt brugen af funktionen har været er ikke til at sige. Specielt efter at Apple indførte Familiedeling, er populariteten nok dalet en del. Noget tyder i hvert fald på, at den ikke har været brugt nok, for Apple har oplyst at de nu lukker ned for den.

Der kan ikke oprettes nye aftaler og fra den 25. maj lukker de automatiske overførsler helt. Beløb der allerede er overført, bliver selvfølgelig stående på modtagerens iTunes-konto.

Apple opfordrer de berørte kunder til at benytte gavekort eller Familie-deling.

Foreløbig nævner den danske supportside til iTunes-rådighedsbeløb intet om stoppet, mens den engelske gør. Man må dog gå ud fra, at Apple som sædvanlig bare er sløve til at få oversat deres egne informationer til dansk.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.