Samsung brænder 2,3 mia. kroner af på annoncer uden effekt

Ny opgørelse i Wall Street Journal viser, at Samsung brænder enorme summer af i et forsøg på at holde trit med iPhonen. Apple, der ellers i årevis har haft de største spenderbukser på, når det handler om annoncering for mobiltelefoner, må nu se sig overgået af Samsung.
Samsung har femdoblet sin annoncering fra 2011 til 2012. Sidste år brugte Samsung således over $400 millioner alene i USA på at annoncere for deres mobiltelefoner. Det svarer til 2,3 milliarder kroner. Apple brugte til sammenligning $33 millioner svarende til 1,9 milliarder kroner. HTC var nummer tre med $124 millioner svarende til 700 millioner kroner.
Paradoksalt nok har Samsungs femdobling af annonceringen ikke ført til at de har solgt flere telefoner i 2012 sammenlignet med 2011. Sølle 1% er Samsungs salg i USA steget. Apples salg i samme periode steget næsten 50%.
Hvor Samsung har været nødt til at femdoble deres annoncebudget til nu 2,3 milliarder kroner, for at opretholde deres salg i USA, forholder det sig altså stik modsat med Apple. Apple har øget annonceringen med 31% og salget med 47%.
Samsung må altså erkende, at det er dyrt at forsøge at overbevise de amerikanske forbrugere, at de skal vælge en Samsung-mobil. Gad vide hvor få der havde gjort det, hvis Samsung ikke havde brugt 2 milliarder ekstra på annoncering i 2012?
Man skal bide mærke i, at tallene i opgørelsen alene dækker traditionel annoncering (aviser, TV, billboards etc). Kilder oplyser, at Samsung også er det selskab, der hælder klart fleste penge i promoveringen i butiksleddet. Det vil sige tilskud til mobiltelefoner, uddannelse af salgspersonale og så videre. Det gør også Samsung til en meget populær partner for teleselskaberne, der godt kan lide at få ekstra penge for at sælge en bestemt telefon. En milliarddyr reklamekampagne i ryggen er en væsentlig faktor, når teleselskaberne skal vælge hvilke telefoner de vil have på hylderne, og hvilke telefoner de anbefaler folk at købe.