Snart vil finske mobiltelefoner være et overstået kapitel. En æra er slut. Microsoft meddeler, at de vil købe Nokias mobildivision for 5,4 milliarder euro svarende til 40,5 milliarder kroner. Købet skal dog formelt først godkendes af myndighederne såvel som af Nokias aktionærer. Det forventes at ske i starten af 2014.

Handlen betyder at 32.000 af Nokias ansatte fremover kan skrive Microsoft på visitkortet. Telefonerne bliver dog også fremover solgt i Nokias brand.

Microsoft glæder sig over handlen. "For Microsoft er det en modigt skridt ind i fremtiden og den næste store fase i vores transformation", siger selskabets topchef Steve Ballmer, der nu får mulighed for at forene software og hardware efter Apple-model.

Fra succes til milliardunderskud

For bare en håndfuld år siden, var Nokia verdens største producent af mobiltelefoner. Nokia forstod dog for sent, at introduktionen af iPhonen i 2007 var et vendepunkt for branchen. Milliardundersked efter milliardunderskud væltede ind.

I noget det mindede om ren panik besluttede Nokias nytiltrådte, og tidligere Microsoft direktør, Stephen Elop i 2011, at Nokia skulle droppe deres eget styresystem og i stedet anvende Microsofts i deres smartphones. Det har ikke været en ubetinget succes, og det har ikke været nok til at få vendt skuden for Nokia. Mange har derfor set det som et spørgsmål om tid, før Microsoft ville komme med et bud på Nokia. Nokia har været bundet for meget op på Microsoft til at der har været så mange andre mulige løsninger.

I lighed med Microsoft er Nokia derfor glade for købstilbuddet. "Vi mener, at denne transaktion er den bedste vej frem for Nokia og aktionærerne", siger Nokias bestyrelsesformand, Risto Siilasmaa.

Nokia vil fremover fokusere på sin netværksdivision, som i modsætning til mobildivisionen giver overskud. De to divisioner udgør omsætningsmæssigt hver omkring halvdelen af Nokia.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.