Noget tyder på, at vi snart får den første danske Apple Store. Vi har i hvertfald modtaget flere enslydende tip fra forskellige kilder.

Den ene tip kommer fra en af vores læsere, der hævder at have en form for insider information fra en bekendt der er ansat hos en stor dansk Apple-forhandler, der af Apple er blevet informeret om, at konkurrencesituationen i Danmark snart ændrer sig idet Apple har planer om at åbne deres egne butikker i Danmark. En anden læser har en konkret formodning om at Apples butik i København vil ligge på Højbro Plads.

Apple er på udkig efter ledende medarbejder med base i Købehhavn

Det andet tip drejer sig om, at Apple er begyndt at lede efter de rette folk til at stå for butiksåbningerne i Danmark. Apple har pt. to jobopslag på deres hjemmeside, hvor de leder efter "Regional Account Managers" til Sjælland og Nordjylland. Tippet jeg har fået handler dog om en stilling højere oppe i systemet. Apples skulle efter sigende være på udkig efter en ledende medarbejde til den nordeuropæiske region der dækker Sverige, Norge, Finland og Danmark. Det interessante er, at personen vil få base i København, hvor Apples hovedselskab for regionen ellers ligger i Sverige. Apple i Danmark er således en filial af "Apple aktiebolag, Sverige". Hvorfor skal en ledende medarbejder i Apples nordeuropæiske region mon have base i Danmark?

"Apple Aps" har et interessant formål

Med til historien hører også, at Apple den 5. februar i år stiftede et dansk selskab, "Apple Aps". Det er registreret med branchekode "631100 Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser" og det har hele tiden været antaget, at selskabet skulle bruges i forbindelse med at Apple vil bygge et stort datacenter ved Viborg. Det interessante er dog, at der af selskabets vedtægter fremgår, at formålet med selskabet er "handel samt at eje fast ejendom, samt al virksomhed, som efter direktionens skøn har forbindelse hermed.". Jeg gentager: "Handel" og "eje fast ejendom". Rimer det mest på datacenter eller butik? Apple plejer dog at bruge et selskab med navnet "Apple Retail LAND" til driften af deres butikker. I Sverige hedder det således "Apple Retail Sweden". Foreløbig er der ingen tegn på, at der eksisterer et selskab der hedder "Apple Retail Denmark". Det er i hvert fald ikke registreret i Danmark i såfald.

Ved du noget?

Jeg har ikke kunne få bekræftet rigtigheden af oplysningerne, men der går så meget røg af bålet, at jeg synes det var værd at dele oplysningerne. Dette selvfølgelig også med håb om, at hvis der sidder nogen med relevante oplysninger, at de så vil kontakte mig. Alt har interesse. Er Apple i gang med planlægningen af Apple Stores i Danmark, så må nogen vide det.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.