Rygte: Nye iMacs kommer i fem forskellige farver
I august 1998 lancerede Apple den første iMac. Den blev en kæmpe succes, og transformerede Apple fra at være et noget støvet brand til at sætte dagsordenen i hele branchen. Rent designmæssigt var den helt nyskabende blandt andet fordi den kom i forskellige markante farver.
Ideen med de mange farver gik Apple hurtigt væk fra igen. Men nu tyder noget på, at de vender tilbage. I hvert fald er der rygter om, at den kommende iMac kommer i hele fem forskellige farver. Det skulle dreje sig om sølv, space gray, grøn, blå og rose gold. Det mener Jon Prosser fra YouTube-kanalen FrontPageTech. Han fortæller, at farverne er inspireret af netop den farvestrålende originale iMac.
Prosser deler nogle tegninger af de nye farver, men understreger at han ikke har set bagsiden på de nye computer, så den del er ren spekulation.
Ud over de nye farver, har der tidligere været rygter om at rammen omkring skærmen bliver mindre. Samtidig bliver de nye iMacs selvfølgelig opdateret med Apple Silicon, altså Apples egen chip i stedet for Intels.
Det forventes, at de nye iMacs blive lanceret i årets anden halvdel.