Rygte: Lysmåler i kommende AirPods

Ifølge nye oplysninger er Apple gået i gang med at kigge på muligheden for at indbygge lysmålere i næste generation af de trådløse hovedtelefoner AirPods. Det sker i samarbejde med virksomheden ASE Technology fra Taiwan, der laver disse sensorer. Det skriver mediet DigiTimes, der har opsnappet at en helt tredje virksomhed har solgt ekstra maskiner til ASE Technology. Derfra regner DigiTimes baglæns og konkluderer at de nye maskiner er resultatet at øget produktion, og at denne produktionsforøgelse kommer fra Apple. Det kan man så lægge i hvad man vil.
Der spekuleres i, at hele pointen med at integrere lysmålere i hovedtelefoner kunne være, at Apple vil benytte AirPods til at måle iltindholdet i blodet. Ved at sende lys gennem øreflippen, og måle på det der kommer igennem, kan man beregne blodets iltmætning. En mere jordnær ting kunne være, at lysmåleren bare skal bruges til at afgøre, om man har hovedtelefonerne på eller ej. På samme måde som iPhonen har en lysmåler til at afgøre, om man holder telefonen op til øret.
Sker det af sundhedsmæssige årsager, kunne man forestille sig, at Apple også vil indbygge pulsmåler og skridttæller i AirPods. En tredje mulighed er at indbygge bevægelsessensorer, der kan måle hovedets bevægelse. Det kunne være interessant i forhold til augmentet reality-apps.
Det forventes, at Apple lancerer nye AirPods - eller endda rigtige over-ear hovedtelefoner inden for et års tid.