Rygte: HomePod mini kan officielt være på vej til Danmark
Hen over weekenden har jeg modtaget et kortfattet tip om at Apple snart lancerer HomePod mini i Danmark. Jeg har ikke kunnet verificere vedkommende bag eller ægtheden af tippet, men det virker rimeligt nok.
Der henvises til en artikel på det svenske medie Macradion, der skriver, at en ekstern Apple-partner i otte uger har testet HomePod mini'er med svensk Siri. Det foregår ved at udvalgte testere får tilsendt en HomePod mini, som de bliver bedt om at kommunikere med hver dag på svensk.
Vedkommende der har tippet med mig skriver helt konkret:
"Prøv at se denne artikel fra Macradion. Det samme foregår i Danmark."
Vedkommende kontaktede mig via en midlertidig email-adresse, så jeg har ikke haft mulighed for at kunne stille opfølgende spørgsmål, eller bede om dokumentation for påstanden. Så tag den under alle omstændigheder med et gran salt.
Lancering næppe nært forestående
Ifølge de svenske kilder skulle Siri have svært ved at svare på selv ganske enkle spørgsmål. Det er ikke helt uvæsentligt, da Siri-spiller en ret central rolle i HomePod-kontrollen. Hvis ikke Siri fungerer ordentligt på svensk er en lancering næppe nært forestående. Ifølge de sveske kilder skulle det ske sidt på året.
Sidst Apple udvidede Siris sprog på HomePod var i en opdatering i december sidste år. Her kom blandt andet understøttelse af hollandsk og russisk samt en række lokale dialekter af italiensk, fransk og tysk, som det tales i Schweiz og Belgien. I ingen af de lande er HomePod mini'en dog officielt kommet til salg endnu.