Nye iPads kommer måske først i efteråret 2017
Vi skal måske til at skrue vores forventninger til nye iPads her i foråret lidt ned. Det fortæller kilder fra Apples logistikkæde i Østen, som ifølge Digitimes mener at vi skal hen til årets anden halvdel før Apple lancerer nye opdaterede iPads. Ifølge kilderne er vi langt fra masseproduktion på nuværende tidspunkt. Alle de forskellige iPads er stadig i planlægningsfasen.
Det var ellers forventet at Apple ville afholde et iPad-event i løbet af foråret, hvor de ville lancere hele tre nye iPads. Mest interessant skulle en ny 10,5" udgave uden kant om skærmen være. Der er også rygter om en ny generation Apple Pencil.
En af de forklaringer der nævnes er, at produktionen af de nye A10X-processorer til de tre iPads er vanskeligere at få op i gear end antaget. En anden forklaring kunne være at Apple vil vente med at løfte sløret for ny teknologi (eksempelvis trådløs opladning) indtil iPhonen er klar med det samme for ikke at tage luften ud af ballonen med en tidlig iPad-lancering. Det er dog ren spekulation. Der er selvfølgelig også den mulighed, at Digitimes' kilder tager fejl. Det er sket (mange gange) før. Digitimes har det med at være ret ukritiske i forhold til hvilke oplysninger de lægger frem.