AirPlay 2 er Apples teknologi til trådløs streaming af lyd fra eksempelvis en Mac eller en iPhone til en højttaler. Lidt ala Bluetooth, men med en række forbedringer fra Apples side. Højttalere med AirPlay 2 er dog langt fra lige så udbredt som dem med Bluetooth. Vil man bruge AirPlay 2 er man altså noget mere begrænset i sit udvalg end hvis man nøjes med standard Bluetooth-højttalere.

Det vil producenten Belkin nu lave om på ved at lancere en lille boks eller adapter, som kan tilsluttes enhver anden højttaler så den får AirPlay 2-funktionalitet. Enheden hedder "Belkin Soundform Connect" og er blevet opdaget før tid i de amerikanske telemyndigheders registreringsdatabase. Prisen er angivet til 95 euro før momsen kommer på.

Virker som AirPort Express

Enheden måler cirka 4,5 x 7 cm x 1,5 cm med afrundede sider. På bagsiden er der et USB-C-stik til strømforsyning samt en reset-knap. På forsiden er der et 3,5 mm mini-jack til analog lyd og en udgang til optisk digital lyd.

Funktionaliteten bliver formodentligt identisk med AirPort Express, som nu er udgået, men som gav AirPlay-funktionalitet til tilsluttede højttalere via et 3,5 mm mini-jack. Ens iPhone eller Mac vil altså kunne se og streame til Belkin-boksen og den tilsluttede højttaler. Det kræver selvfølgelig, at højttaleren eller anlægget har en lydindgang, så de kan forbindes med Belkin-boksen.

Der er uvist, hvornår enheden bliver lanceret.

Scroll ned for at se kommentarer