Nu er det endegyldigt slut med Lightning-stikket i Apples produkter
EU har endelig vedtaget, at alt bærbar elektronik skal have en fælles oplader. Det betyder, at Apple nu - om de har lyst eller ej - er tvunget til at droppe Lightning-stikket i iPhonen og selskabets andre produkter. Den fælles standard bliver nemlig ikke Apples Lightning men USB-C.
Fra efteråret 2024 vil USB-C være den fælles oplader for alle mobiltelefoner, tablets og kameraer i EU, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Parlamentet. Det nye tiltag en del af en større indsats, som på en gang skal gøre det nemmere for forbrugerne og samtidig gøre EU mere bæredygtigt ved at reducere mængden af el-skrot. Bærbare computere er også en del af aftalen, men her er kravet om fælles oplader først gældende fra 2027.
De nye regler vil ifølge beregninger fra EU spare forbrugerne for op mod 250 millioner euro om året. Så mange penge er blevet brugt årligt på unødvendige indkøb af opladere.
Der har længe været rygter om, at Apple ville skifte Lighting ud med USB-C i iPhonen, som Apple allerede har gjort det i iPaden, men der er sikke sket noget. Nogle mener, at Apples indtægter på Ligning, er for store til at Apple bare vil droppe dem uden videre. Apple tjener blandt andet penge på licenser til Lightning-tilbehør samt på at sælge særlige kabler og omformere.
Nu går den alts ikke længere. EU har sat trumf på, og Apple må rette ind.
De nye regler gælder følgende produktkategorier:
- Mobiltelefoner
- Tablets
- E-læsere
- Høretelefoner
- Digitale kameraer
- Bærbare navigationsanlæg
- Tastaturer
- Bærbare højttalere
- Håndholdte konsoller til videospil
- Bærbare computere