Læk: Apples udviklerværktøj Xcode kommer til iPadOS
Ifølge nye rygter arbejder Apple på at udgive udviklerværktøjet Xcode til iPadOS. Lanceringen skulle falde sammen med lanceringen af iPadOS 14 senere på året. Det er netop kode finde i tidlige udgaver af iOS 14, der afslører Apples planer.
Xcode er det værktøj som udviklere bruger, når de skal lave apps til iOS, macOS og Apples andre styresystemer. Hvis rygterne taler sandt, vil det altså betyde at man vil kunne udvikle blandt andet iPad-apps direkte på en iPad, hvor det ellers kræver en Mac.
Xcode er en ret kompleks app der fylder op imod 10GB og det er ikke noget man bare lige sådan porterer fra Mac til iPad. Specielt fordi Macs og iPads kører på to forskellige chip-arkitekturer. macOS kører på Intels x86-arkitektur, mens iPadOS kører på ARM-arkitektur. Det betyder, at en masse ting skal skrives helt om fra bunden. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, og måske peger det også stille og roligt i retning af, at vi en dag får en Mac baseret på sammen processorer som iOS-enhederne, men det er en anden sag.
Ud over de chip-arkiteknoniske udfordringer, kræver iPadens relativt lille skærm også et redesign af brugergrænsefladen. Som det kan ses på billedet af Mac-udgaven øverst, er der en del information på skærmen af gangen.
Det forventes, at Apple løfter sløret for Xcode til iPaden når udviklerkonferencen WWDC går i gang i starten af juni. I år kommer konferencen udelukkende til at foregå online, da Corona-udbruddet har umuliggjort store events i Californien.