iTunes Store: 4K-film kan kun streames - ikke downloades
På dagen hvor den nye Apple TV 4K begynder at ankomme til de første kunder, er Apple begyndt at tilbyde 4K-film i iTunes Store. Eksisterende film man har købt i iTunes Store i HD-format vil automatisk blive opgraderet til 4K.
Der er dog den lille detalje ved Apples 4K-film, at man kun kan streame dem. Man kan ikke downloade dem og se dem senere eller uden netforbindelse. Heller ikke de film man køber. Vil man hente dem ned på sin computer, iPad etc. kan man kun gøre det i HD-format. 4K kan kun streames. Det fremgår at et support-dokument på Apples hjemmeside.
You can download a local copy of an HD movie, and you might be able to download HDR and Dolby Vision versions, but you can't download a 4K version.Apple
Årsagen er formodentligt de betingelser Apple og filmselskaberne har kunnet blive enige om i forhold til film i 4K-opløsning. Tidlige har vi skrevet om at filmbranchen ville have meget højere priser end Apple ville gå med til. Måske er kompromiset så blevet at 4K-film kommer til Apples lave pris, men at man så til gengæld ikke kan downloade dem. Det er dog ren spekulation, måske er der en anden (god) forklaring. Måske handler det om filstørrelsen.
Man kan også udlægge det sådan, at Apple faktisk slet ikke sælger 4K-film i deres butik. Apple sælger HD-film, der samtidig giver ret til at streame i 4K, hvis ens enhed og netforbindelse tillader det. Et detalje men alligevel relevant for dem der gerne vil have deres film liggende lokalt.