Professor Gert Frølund fra Aalborg Universitet har testet antennen i 22 forskellige mobiltelefoner for Erhvervsstyrelsen. Blandt de testede telefoner er de to nye iPhones. Umiddelbart klarer de sig ikke så godt, men som vi vil komme ind på, er tingene måske slet ikke så slemme, som de umiddelbart bliver fremlagt.

Testen er foregået ved at man har placeret telefonerne i et setup med en kunstig hånd og et kunstigt hoved, for at simulere hvordan man normalt bruger telefonen ved at tage den op til øret. Hånden og hovedet blokerer nemlig for signalet, hvorfor resultatet bliver dårligere end hvis telefonen bare lå på et bord. Testen viser også, at der kan være en kæmpe forskel på hvordan telefonerne klarer sig med eller uden kunstig hånd. Desværre er kun to af telefonerne testet i frie omgivelser, så konklusionerne på det område, kan kun blive generelle, nemlig at der er stor forskel.

Dårligt nyt er godt nyt - i pressen

Undersøgelsen har vagt en del opsigt af to årsager. Først og fremmest fordi de to nye iPhones, verdens mest solgte mobiltelefoner, umiddelbart ser ud til at klare sig dårligt. Dårligt nyt er altid godt nyt i pressen. For det andet fordi den absolutte bundskraber er en Nokia-telefon. Nokia har ellers altid haft stor fokus på at levere god sende- og modtagekvalitet. Men som med de to iPhones, er det ikke så sort/hvidt.

Telefonerne er testet ved forskellige frekvensbånd: To af de gammeldags GSM-bånd og to forskellige 3G-frekvenser. En vigtig konklusion på tallene er, at telefonerne klarer sig vidt forskelligt i de forskellige bånd. At en telefon er god eller dårlig ved ét bånd, betyder ikke nødvendigvis, at den er det samme i et af de andre bånd. Det gælder specielt iPhonen.

Apple og Nokia klarer sig dårligt i GSM-nettet...

I rapporten er telefonerne sorteret efter deres ydelse i GSM900-båndet. Det virker umiddelbart logisk, da GSM er det bånd, som telefonerne falder tilbage på, hvis der ikke er 3G- eller 4G-dækning. Her klarer de to iPhones sig dårligt. iPhone 5C og iPhone 5S er nummer 20 og 21 ud af de 22 testede telefoner. Den bedste telefon er en Doro Phone. En klods uden avancerede funktioner henvendt til især ældre mennesker. Telefonen har som en af de eneste ikke 3G-understøttelse, hvilket gør det betydeligt nemmere at optimere antennen. De bedste smartphones er fra Sony. Sidstepladsen får Nokia Lumia 925.

Kigger man lidt dybere, hvilket vel bør være rimeligt, hvis man reelt har et ønske om at formidle resultatet en undersøgelse, ser billedet dog helt anderledes ud. Resultatat ovenfor handlede jo alene om GSM900-nettet. For rigtig mange mennesker er GSM-nettet mere teoretisk end praksis. Mange vil altid, eller næsten altid, være på enten 3G eller LTE. Man kan måske endda forvente, at moderne smartphones, der jo ikke er meget værd uden dataadgang, ligefrem er optimeret til 3G og ikke GSM. Det tyder undersøgelsen i hvert fald på.

... men bedst i 3G-nettet

Lister man telefonerne efter deres ydelse i UMTS900-frekvensbåndet (3G), vil man pludselig se, at iPhone 5C er den bedste telefon og at iPhone 5s går fra bunden til at ligge blandt de øverste. Vi tager den lige igen: I UMTS900 har iPhone 5c den bedste signalkvalitet. Ikke et eneste sted har jeg set denne vigtige pointe nævnt. Alle som en har fokuseret på listen sorteret efter ydelsen i GSM900-båndet. Pointen er ikke så meget vigtig fordi iPhonen ligger øverst, men fordi der er en markant forskel på ydelsen i de forskellige bånd. Kigger man på det andet 3G-bånd, er det en helt tredje telefon, der ligger øverst. Pudsigt nok Nokiaen, der ellers bliver fremhævet som den dårligste.

Er det rimeligt at lade ydelsen i ét bånd, som rigtig mange endda aldrig stifter bekendt med, være afgørende for pressedækningen og konklusionerne? Det mener jeg selvfølgelig ikke. Det er unuanceret, og vidner om en lille forståelse for virkeligheden. Man bør komme hele vejen rundt. Men som skrevet indledningsvis er dårligt nyt ofte bedre end godt nyt. Der er altid sjovere at kunne pege fingre af de store.

Kigger man på listen, har samtlige telefoner, der har 3G-understøttelse, dårligst signal i det GSM900-bånd, der ellers lægges til grund for konklusionerne. Mens de har bedre signal i UMTS900-båndet. Så kan man jo selv vurdere hvilket bånd, der er mest retvisende for dagligdags brug. Men mon ikke de fleste hellere vil have godt signal i 3G-nettet end i GSM-nettet? Moderne telefoner understøtter så mange frekvensbånd, at det oftest handler om det muliges kunst i forhold til at sikre god dækning i alle båndene.

Telefonen skal holdes rigtigt

For et par år siden, da iPhone 4 blev lanceret, var der en større skandale omkring signalkvaliteten. Det viste sig, at når man holdt iPhonen på en bestemt måde, så røg signalet helt i bund. Det er kogt nok suppe på den sag, men i Frølunds undersøgelse, har har testet to af telefonerne i frie omgivelser, Her viser det sig, at testens umiddelbart dårligste telefon, Nokiaen, klarer sig betydeligt bedre end den umiddelbart bedste i alle bånd. Der var med andre ord noget om snakken, da Jobs sagde, at signalet faldt fordi man holdt telefonen forkert. "Forkert" er selvfølgelig et forkert ord, for selvfølgelig bør signalet under naturlig brug være i orden. At sige at man holder telefonen forkert, er en dårlig undskyldning. At sige, at antenne er designet forkert, fordi den er dårlig, når telefonen holdes på en bestemt måde, er mere korrekt. Pointen er, at der ér forskel alt efter hvordan man holder telefonen. Havde Frølund valgt et andet setup, havde resultatet derfor været et andet.

Selve antenne ser ud til at være uden betydning

Der burde være en sidste ting, man kunne vride ud af undersøgelsen, for de to sidstnævnte telefoner er også testet uden antenne. Frølund konklusioner her er dog noget vage, og efter min mening forkerte. Han skriver at begge antenner resulterer i en dæmpning på signalet på 6 dB. Efterfølgende konkluderer han, at selve antenne derfor er hovedårsagen til, at de forskellige telefoner har forskellig signalkvalitet. Hvis selve antennen generelt dæmper signalet med 6 dB uanset hvilken telefon, der kigges på, er det vel næppe selve antennen der er skyld i observerede forskelle. Den forskel man observerer i praksis må tværtimod skyldes noget andet end antennen, som jo konsekvent dæmper med 6 dB. Igen er vi tilbage til, at den største forskel i modtagekvaliteten skyldes ens hånd og hoved, der dæmper signalet.

Foretrækker man den halve sandhed - eller den hele?

Når man læser rapporten, skal man være opmærksom på, at Gert Frølund har en række patenter på antennerdesign, som han naturligvis gerne vil tjene penge på. Frølund har med andre ord en økonomisk interesse i at fremhæve bestemte antennedesigns frem for andre. Frølund har tidligere været efter Apple, som han mente overtrådte et af hans patenter - som han havde solgt til Samsung. Frølund er hans utvivlsomme kapacitet til trods, altså ikke nødvendigvis den øverste sandhed - og i hvert fald et godt eksempel på, at det kan være problematisk at blande grundforskning og egne økonomiske interesser.

For lige at runde af og summere op. Når medierne fremstiller iPhonen og Nokiaen som de dårligste telefoner målt på antennekvaliteten, er det kun den halve sandhed. Man kunne med lige så god ret havde konkluderet at iPhonen 5C eller Nokiaen var de bedste telefoner.

Du kan læse hele rapporten her (på engelsk): Mobile Phone Antenna Performance 2013

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.