iPadOS: Nu kommer understøttelse af mus og pegefelt
Sidste år lancerede Apple iPadOS som en form for udbryder af iOS, der ellers tidigere fungerede på både iPhonen og iPaden. Fremover har iPaden sit eget styresystem med eget navn, hvilket giver Apple bedre mulighed for at differentiere iPaden fra iPhonen og indføre nye funktioner. Formodentlig med det formål at gøre iPad'ens styresytem mere computer-agtigt, så iPaden i endnu højere grad vil kunne erstatte en computer.
En af de ting Apple har fokus på er, at man fremover skal kunne betjene iPaden med en mus eller et pegefelt. Så sent som sidst i februar i år, var der et rygte om at Apple arbejder på et smart keyboard med indbygget trackpad. Det skulle faktisk allerede komme på gaden i denne måned, hvis man skulle tro oplysningerne.
Der er faktisk allerede en form for indbygget support af såvel mus som tastatur i iPadOS, men det er en tilgængelighedsfunktion, der kræver en del ændringer, hvis det for alvor skal være brugbart. Og store ændringer netop noget der er på vej.
Ifølge helt nye oplysninger vil der i iPadOS 14 nemlig være regulær understøttelse af mus og pegefelt, så man kan bruge en mus på iPaden, som man ville gøre det på sin computer.
9to5mac har fundet kodestumper i en endnu ikke offentliggjort udgave af iOS 14. Af disse fremgår det eksempelvis at musecursoren ikke bliver vist konstant, som på en computer. Efter 2-3 sekunders inaktivitet forsvinder den, for at blive aktiveret, når man bevæger muse eller fingeren på pegefeltet. Cursoren skifter udseende alt efter konteksten. Typisk vi den bare være en pil, mens den skifter til en hånd når man fører den henover links - igen ligesom på en computer. Det vil også komme understøttelse af højreklik og særlige fingergestikulationer.
I koden er der referencer til flere forskellige Smart Keyboards med pegefelt, hvilket indikerer, at det ikke kun er en enkelt iPad Pro, der får muligheden, men flere af dem.
Da funktionen som sagt er at finde i iPadOS 14, er det mest logiske at tastaturet med pegefelt først kommer sammen med præsentationen af det nye iPadOS, hvilket plejer at ske i hvert år i juni. I år er det igangværende Corona-udbrud dog en faktor, der kan vende rundt på tingene. Men før eller siden kommer det.