iOS 13.1 frigivet til iPhonen
Apple har frigivet iOS 13.1. Den første store opdatering til iOS 13, der kom så sent som for mindre end to uger siden. Fleer af nyhederne i iOS 13.1 var egentlig planlagt til at komme med iOS 13, men blev fjernet igen under betatesten. Nu er de altså tilbage.
En af de ting er "Shortcuts Automations", der giver nye muligheder i appen Genveje. Helt præcist kan man nu få ting til at ske automatisk, når givne kriterier er opfyldt.
En anden ny ting er muligheden for at dele sit formodede tidspunkt for ankomst til en given lokalitet med familie eller venner, så de kan følge med i forhold til forsinkelser etc.
Opdateringen udvider også muligheden for at tilslutte flere sæt hovedtelefoner til iPhonen på samme tid. Tidligere var det kun AirPods og Powerbeats Pro, der var understøttet. Nu er der alle Beats' hovedtelefoner med en H1- og W1-chip. Relateret til dette er nye unikke ikoner nederst på den nye volumen-indikator, når man har tilsluttet bestemte hovedtelefoner fra Apple eller Beats.
Derudover er der en meget lang række af større og mindre justeringer og fejlrettelser i iOS 13.