Hvad er bedst: Google Maps eller Apples Kort?
I tidernes morgen var Google Maps standardkortet i iOS. Apple og Google kunne dog ikke blive enige om betingelserne og i iOS 6 lancerede Apple sit eget kort. Det er ikke en nem opgave at starte en korttjeneste op fra bunden, og i starten haltede Apple voldsomt efter mere erfarne Google. Der var problemer med nøjagtigheden af data og masser af regulære fejl.
Men hvordan ser det ud i dag knap fire år senere? Jeg har lavet en sammenligning af Apples Kort og Google Maps. Hvem klarer sig bedst i 2016?
I det store perspektiv er Apples Kort og Google Maps ret ens, der er dog nogle væsentlige forskelle som gør dem unikke.
Apple Kort eller Google Maps - Nøjagtighed af data
Det er en voldsom stor opgave at holde kortdata opdaterede. Det kræver masser af arbejde og masser af folk på sagen. Desuden skal der indhentes oplysninger fra tredjepart, satellitfotos og så videre.
Google har i lang tid været virkelig stærke og i en klasse for sig. Apple er dog i den grad kommet efter den. Blandt andet via opkøb en en lang række tjenester der leverer data. Disse tjenester og data er langsomt blevet indbygget i Kort-appen. Samtidig har Apple sendt biler på gaden i hele verden for at indsamle data.
I det store hele er selve kortmaterialet i Apple Kort at samme høje kvalitet som i Google Maps. Der hvor Apple stadig halter bagefter er på placeringen af virksomheder, butikker etc. Det er blevet meget bedre end det var, og Apple er aktivt i gang med at forbedre det ved at virksomheder selv kan opdatere kortdata hos Apple.
Google Maps er her stadig en anelse foran Apple, da man har nemmere ved at finde det man søger efter og fordi oplysningerne er mere up to date.
Apple Kort eller Google Maps - Turn by turn navigation
Turn by turn navigation er en af nølefunktionerne i en kort-app, da det kan overflødiggøre behovet for en dedikeret navigationsløsning i bilen.
På dette område adskiller Google og Apple sig mere end man skulle forvente. Grundfunktionaliteten er den samme: Man indtaster en lokation of følger vejledningen på skærmen - eller får den læst op. Men Apples Kort har et par fordele. I min optik er brugergrænsefladen bedre og mere enkel. Derudover er der 3D-funktionaliteten (der dog ikke er tilgængelig alle steder). Den giver mulighed for at se bygningerne på skærmen, hvilket gør det nemt at orientere sig i forhold til den virkelige verden. Det matcher Google ikke. De satser i stedet på deres Streetview med rigtige billeder. Det er fint når man går op opdagelse i kortet, men egner sig ikke til navigation.
Apple er en klar vinder i denne kategori.
Apple Kort eller Google Maps - Ruteplanlægning
Ruteplanlægning kan ske på mange måder, og bør være som omfattende og præcis som muligt. Man skal kunne vælge forskellige ruter alt efter om man går, cykler, kører i bil eller bruger offentlige transportmidler. Dertil bør det være muligt at vælge forskellige kriterier så som korteste rute, hurtigste etc. Sidste men ikke mindst skal det være nemt selv at ændre (noget af) ruten, hvis man har personlige ønsker. Der skal også være oplysninger om trafik, hvilket begge firmaer også har.
Apples Kort dumper her med et stort brag. Man kan kun vælge mellem ruter for gående eller for bilister. Ingen cykelruter og ingen offentlig transport. Specielt det sidste er noget af en mangel. Derudover får man kun få alternative ruter at vælge mellem, og man kan ikke selv ændre dem. Hos Google er alt det på plads.
Google er en meget overbevisende vinder her. Apple er ikke i nærheden af at kunne tilbyde samme muligheder. Vi taler endda ikke om glasur på kagen, men helt basale muligheder som Apple ikke kan levere.
Apple Kort eller Google Maps - Pris og tilgængelighed
Begge apps er gratis. Så her er der ikke noget at klage over. Dog skal man huske på, at der aldrig er noget der er rigtig gratis. Alting kommer med en pris. Begge firmaer indsamler data om brugerne. Men hvor det er Googles forretningsområde at tjene penge på data om folk, er Apples forretning at sælge hardware. Det gør en stor forskel, og er noget man skal huske på, når man installer et gratis kort.
Apples Kort har den hjemmebanefordel, at det er standardkortet i iOS. Det vil sige, at det integrerer med alle systemtjenesterne og de fleste tredjeparts apps, hvor Google Maps altid vil føles som et andetvalg.
Apple vinder her. Både på privatlivssikkerheden og måske lidt unfair også på en bedre integration med iOS.
Apple Kort eller Google Maps - Samlet bedømmelse/h3>
Begge kort holder en høj kvalitet og forskellen på de to konkurrenter er meget mindre end den var tidligere. Uanset hvilken et du vælger, vil du få leveret varen. De fleste steder er de to tjenester ligeværdige, så det bliver et spørgsmål om ens personlige smag og behag. Apple er endda foran enkelte steder såsom 3D-kortet.
Samlet set er der dog ingen tvivl om at Google Maps stadig er det bedste valg. Den offentlige transport og en bedre ruteplanlægningsværktøj gør forskellen.
Alligevel bruger jeg personligt Apples Kort. Ganske enkelt fordi det efter min mening trækker voldsomt op at Apples Kort integrerer fulstændig gnidningsløst med iOS. For mig giver det ingen mening at bruge Apples Kort alle de steder hvor iOS dikterer det, og så bruge Google Maps andre steder. Jeg foretrækker ensartethed, og så vælger jeg at acceptere de få begrænsinger Apples Kort giver. Selvfølgelig også fordi det er ret sjældent jeg har brug for de ting, hvor Google er stærk. Jeg bruger typisk Kort som man ville bruge et papirkort. Det vil sige til at skabe overblik og til at finde bestemte steder, og ikke til navigering og ruteplanlægning. Til mit formål er Apples Kort det bedste valg.
Hvad bruger du, og hvilket kort synes du er bedst?