Her er Apples planer for kommende AirPods
Apple arbejder i øjeblikket på den næste generation af de forskellige AirPods-hovedtelefoner. De første, der kommer, er 3. generation af de regulære AirPods. De vil komme med et nyt opladeetui og få kortere arme ala AirPods Pro. Billedet øverst er et designkoncept, der viser hvordan de skulle komme til at se ud. De forventes sidst på året.
2. generation AirPods Pro kommer først næste år, selvom det oprindeligt var planen, at de også skulle komme i år. Her arbejder Apple på helt at fjerne armene. Et design der i øvrigt forventes at debutere i Beats Studio Buds, der skulle komme i næste måned. De nye AirPods Pro vil få en ny bevægelsessensor, der skal gøre produktet interessant i forhold til fitnesstracking.
De sidste AirPads i Apples sortiment er AirPods Max. Dem har Apple foreløbig ingen planer om at opdatere, og arbejder slet ikke på prototyper eller noget. Til gengæld skulle der muligvis være et par nye farver på vej.