Google lancerer Google Translate-app
Google har lanceret Google Translate til iPhonen i en selvstændig app. Tidligere havde man kun adgang til funktionen via et webinterface, hvilket begrænsede funktionaliteten til det, der er muligt med HTML5. Derfor er der også en del forbedring i den dedikerede app. Med den kan man oversætte tekst mellem 57 forskellige sprog inklusive dansk. Derudover kan man også tale til iPhonen, og få oversat det man siger til tekst eller lyd. Man kan desværre ikke tale dansk til Google Translate, men man kan godt få en oversættelse læst op på dansk. Til gengæld er den ikke særligt krævende i forhold til engelsk udtale, så den forstår også engelsk selvom man har en accent.
Appen har en historik, så man kan se tidligere oversættelser, og man kan også gemme sine "favoritoversættelser", så man har adgang til dem når man er offline. En smart funktion er muligheden for at få vist oversættelsen i fuld skærm, så man nemmere kan vise omkringstående, hvad der står. Skal man på ferie kan man jo nu forberede nogle oversættelser hjemmefra til standardsituationer: "Hvor er det nærmeste apotek?", "Det var ikke mig" osv. og få dem læst op på det lokale sprog og derved sikre sig, at man ikke bliver misforstået.
Google Translate kan hentes gratis i App Store.