Fremtiden starter i dag: Her er Siri

Gårdagens absolut største og vigtigste nyhed var introduktionen af Siri, den personlige assistent. Siri kan svare på spørgsmål og udføre opgaver for en. Man kommunikerer med Siri med stemmen.
Man kan afsende beskeder, lave kalenderaftaler, foretage opkald og meget mere. Siri er ikke bare en almindelig stemmestyring, som vi kender det fra iOS 4 eller konkurrerende styresystemer. Det er ikke en overdrivelse, at kalde det en kvantespring. Siri forstår rent faktisk hvad man siger og reagerer på det. Det er intet problem at lære en computer at genkende tale. Kunsten ligger i at få den til at forstå, hvad man siger.
Siri kan for eksempel fortælle en om vejret. Man behøver ikke spørge "Hvordan bliver vejret i dag". Man kan også sige "Bliver det koldt?", "Skal jeg tage en paraply med i weekenden?" og så videre. Der findes mange måder vi mennesker kan spørge om det samme på. Den forståelse har Siri, og det betyder at vi ikke skal tænke over hvordan vi siger noget og sørge for at udtale det på en helt bestemt måde. Vi kan snakke helt normalt til den, og få respons på det vi siger.
Da Siri samtidig kender vores position, kontakter og andre personlige oplysninger (hvis vi giver den lov), så kan den også forstå ting som. "Mind mig om, at jeg skal ringe til min mor, når jeg kommer hjem." eller "Hvornår går den næste bus?".
Endelig begynder vi at se konturerne at noget intelligent, der rent faktisk drager nytte af alle de oplysninger vi har om alverdens ting. Værdien ligger jo i, at få dem integreret. Det giver jo ingen mening at man søger efter pizza og får en restaurant i Aalborg hvis man er i Odense. Eller at man får biograftiderne får kærlighedsfilm, hvis Siri ved, at man kun vil se krimier. Man har heller ikke noget at bruge tiderne for filmvisninger til klokken 20, hvis man der er til svømning med børnene.
Siri har desværre kun understøttelse for engelsk, fransk og tysk til at starte med. Apple lover dog at flere sprog vil blive tilføjet løbende. Man skal dog ikke begynde at holde vejret, mens man venter på dansk. Fra Apple lancerede film i iTunes Store i USA og løbende ville tilføje flere lande, gik der adskillige år før det nåede Danmark. Problemet er heller ikke kun sprogforståelsen, men også de services, der er integreret. Det nytter ikke noget, at man snakker engelsk til Siri, hvis ikke den kender danske butikker, steder og så videre.
Men genialt er det og hvis det virker bare tilnærmelsesvis så godt som i videoen herover, så starter fremtiden allerede en 14. oktober, når iPhone 4S rammer gaden. Selvom Siri er en del af iOS 5, er den kun tilgængelig på iPhone 4S.