Er iPhone-markedet mættet i Danmark?

Jo længere tid der går, før Apple introducerer iPhonen her i Danmark, desto flere iPhones bliver der importeret uofficielt til Danmark og tilsvarende færre personer vil købe en officiel iPhone. Det er jo logik for burhøns, og det betyder samtidig, at det bliver en dårligere og dårligere forretning for en officiel teleoperatør at blive Apple iPhone partner. Markedet risikerer med andre ord at blive mættet inden iPhonen sættes officielt til salg.
Men hvor mange iPhones kan markedet bære og hvor tæt er vi på den grænse? Det har jeg prøvet at finde ud af.
Jeg har foretaget en rundspørge hos de største teleoperatører i Danmark for at finde ud af hvor stor en markedsandel iPhone har på nuværende tidspunkt. Ikke alle operatører har ønsket at oplyse mig om iPhonens markedsandel på deres net. Nogle har henvist til konkurrencehensyn andre at de ikke har mulighed for at finde ud af det. Nogle har dog heldigvis valgt at oplyse det.
Min undersøgelse viser, at iPhone har en markedsandel på omkring 0,1% (dvs. en ud af 1.000) af samtlige ca. 6 mio. mobiltelefoner i Danmark. Det svarer til lige omkring 6.000 iPhones. Det er faktisk overraskende mange, og også en del mere end de få tal der har været fremme i medierne. Så kan det virkelig passe?
i Kina har verdens største mobilselskab China Mobile 350 mio. kunder. China Mobile har for nylig offentliggjort, at der findes over 400.000 iPhones på deres net, hvilket svarer til et stykke over 0,1%. Det tal jeg har regnet mig frem til for Danmark, er altså nok ikke helt ved siden af. Hvis det er, er det sikkert lavt sat, da jeg vil mene at der i Danmark er en større købekraft end i Kina og markedet i Danmark er heller ikke overfyldt med billige kopitelefoner.
Selvom 6.000 iPhones i Danmark lyder af mange i absolutte tal, er det jo stadigvæk kun en ud af 1.000 af samtlige telefoner. I USA er markedsandelen, for AT&T-aktiverede iPhones, ca. 10 gange højere, dvs. omkring 1% eller 1 ud af 100. Markedet er altså langt fra mættet i Danmark endnu. Jeg tror dog ikke der går lang tid før det begynder at ske. Min erfaring er, at antaller af iPhones der importeres stiger hele tiden. Jeg vil faktisk mene, at vi er allerede er oppe på et langt over 1.000 nye iPhones om måneden nu.
Alligevel ser det ikke ud til, at vi får officielle iPhones foreløbig. Mit gæt er, at det først sker når næste generation, med 3G, bliver præsenteret. Det har så også den fordel for den kommende officiele operatør, at de har noget nyt at tilbyde både nye kunder og alle dem der har en 1. generations iPhone.