DisplayMate: iPhone 12 Pro Max har verdens bedste mobil-skærm
Hver gang Apple lancerer en ny iPhone, er skærmundersøgelsen fra DisplayMate en af de ting, jeg ser frem til. Dr. Raymond M. Soneira fra DisplayMate regnes for at være en kapacitet på området og er virkelige grundig i sin analyse. Han giver klar besked om, hvorvidt Apples anprisninger holder vand eller ej. Nu er han allerede klar med sin undersøgelse af Super Retina XDR-skærmen i iPhone 12 Pro Max.
Lad mig bare med det same afsløre at DisplayMate kårer skærmen i iPhone 12 Pro Max som den bedste skærm nogensinde set i en mobiltelefon. Skærmen sætter ganske enkelt ny rekord for hvor høj en score der kan opnås samlet set og sætter samtidig ny rekord eller tangerer rekorden i 11 underkategorier.
Skærmen i iPhone 12 Pro er altså teknologisk innovation fra absolut øverste hylde. Der findes simpelthen ikke bedre skærme på markedet i dag. Hvis du ser en anmelder skrive noget andet er det på et uoplyst grundlag.
Der er ingen grund til at jeg gengiver alle tal, målinger og konklusioner her. I stedet vi jeg henvise til DisplayMates artikel, så du selv kan nærlæse det hele, hvis du vil. Vær opmærksom på, at Dr. Soneiras ikke har det taget et kursus i webdesign, så hans hjemmeside er noget rodet og knap så læsevenlig. Men i virkeligheden er alt du skal vide også, at skærmen i iPhone 12 Pro Max er verdens bedste mobil-skærm. Så spring gerne detaljerne i analysen over, og nøjes med at nyde den gode skærm - her får du nemlig alle detaljerne med.