Bliver det nu muligt at fjerne uønskede apps fra hjemmeskærmen?
Noget tyder på at Apple vil gøre det muligt at skjule standard iOS-apps fra iPhonen og iPaden. Det vil sige apps som Værdipapirer og Memoer som langt de fleste aldrig bruger. Lige fra lanceringen af iPhonen har det været en torn i øjet på mange, at man ikke har kunne afinstallere iOS's standard-apps fra sin iPhone. Den bedste løsning har været at putte dem i en mappe og lægge den om på sidste side af hjemmeskærmen.
Men nu tyder noget altså på, at Apple er ved at ændring holdning. I hvert fald delvist. Det er AppAdvice der har fundet ud af, at Apple i iTunes har tilføjet to nye metadata for alle apps. Den ene hedder "isFirstParty" og den anden "isFirstPartyHideableApp". Begge disse kan være enten sand eller falsk. Det er især den sidste, der er interessant. Den mere end antyder jo, at i hvert fald visse af Apples egne apps vil kunne skjules.
Hvad der så menes med "skjules" er ikke til at vide. Det er i hvert fald ikke en regulær afinstallering. Dette selvfølgelig fordi mange apps fungerer som systemtjenester, der integrerer med andre apps. Hvis man afinstallerer disse, vil det kunne resultere i fejl i andre apps, der er afhængige af dem.
Der er nok snarere tale om, at man bare kan fjerne dem fra hjemmeskærmen. Formodentligt via en toggle i Indstillinger. Det vil sige, at man i Indstillinger ud for hver app kan bestemme om appen skal vises på hjemmeskærmen eller ej. Derved slipper man af med mappen til uønskede apps.
Foreløbig er der dog ingen oplysninger om, at funktionen er blevet implementeret i iOS. Der er dog lige sat gang i en ny runde betaer, så måske det hænger sammen.