Apples datacenter vil blive Danmarks klart største elforbruger
Der er en grund til, at Apple har valgt at placere deres kommende europæiske datacenter klods op af transformerstationen i Tjele tæt ved Viborg. Grunden er at det nye datacenter kommer til at sluge enorme mængder strøm døgnet rundt. Noget der ikke er et problem med den placering. Faktisk bliver strømforsyningen så stabil at Apple som noget helt unikt har vagt at droppe nødstrømsgeneratorerne.
Men hvor meget strøm kommer datacenteret mere præcist til at bruge?
Apple er sædvanen tro ikke så ødsle med oplysningerne og heller ikke Viborg Kommune eller Energinet.dk, der ejer infrastrukturen, er til megen hjælp. Det eneste vi faktisk har hørt er noget ala at strømforbruget vil svare til 30% mere end hvad hele Viborg Kommune bruger i dag.
Helt på bar bund er vi dog ikke. Der findes nemlig andre oplysninger om hvor meget strøm et datacenter i den størrelsesorden typisk vil bruge, når det er fuldt udbygget.
Apples nuværende datacenter i North Carolina bruger omkring 40 MW. Da datacenteret i Viborg bliver 3,6 gange større end i North Carolina, kan vi roligt antage, at effektbehovet bliver tilsvarende større. Det vil sige 144 MW. Da serverne kører i døgndrift vil det svare til et forbrug på 1.250 GWh om året.
Et fuldstændigt absurd stort tal. Det er fire gange højere end forbruget hos cementfabrikken Aalbort Portland, der med 330 GWh i dag er Danmarks største elforbruger. Forbruget i Apples datacenter svarer til 312.500 husstandes elforbrug. Forbruget i Apples datacenter alene vil udgøre 3-4% af det samlede elforbrug på 35.000 GWh årligt i Danmark.
Opdatering 20/4 2015: Af materiale fra Viborg Kommune fremgår det, at energiforbruget bliver endnu højere end antaget i artiklen nemlig hele 200 MW.