Apple er i gang med at opføre et af verdens største datacentre i Foulum uden for Viborg. Det er Apple største investering i Europa nogensinde, og den største udenlandske anlægsinvestering nogensinde i Danmark.

Planerne blev afsløret for knap to år siden, i februar 2015, efter at forhandlingerne under navnet "Projekt Orkan" havde stået på i tre år. Kun 8-9 personer har kendt til projektet og selv Handelsministeren blev først orienteret ugen før offentliggørelsen. Alt har været tophemmeligt.

Hvad skal det bruges til

Datacenteret skal bruges til Apples sædvanlige internettjenester: iTunes Store, App Store, iCloud, iMessages og så videre. Hver gang vi i Europa skal benytte en af Apples digitale tjenester vil det ske fra datacenteret ved Viborg.

Hvorfor lige netop Viborg?

Det handler om adgangen til strøm. Et datacenter i den størrelse bruger enorme mængder strøm. Det kræver en solid netforsyning. Placeringen i Foulum er klods op at landets største transformerstation i Tjele, hvor energi fra Norge bliver konverteret og fødet ind i det danske elnet. Energiforsyningen vil være så stabil, at Apple som noget unik helt vil droppe backupanlæg i form af dieselgeneratorer, som det ellers er kutyme at benytte i datacentre, når den lokale elforsyning svigter.

Hvor stort bliver det?

Apples kommenende datacenter i Viborg bliver et af verdens største. Det får et areal på 250.000 kvadratmeter. Det er mere end tre gange så stort som Apples nuværende hoveddatacenter i North Carolina i USA.

Iførste omgang bygges der 35.000 kvadratmeter og over en årrække udvides der op til de 250.000 kvadratmeter. Bygningerne bliver 10 meter høje.

Hvor meget strøm kommer det til at bruge?

Apples datacenter bliver Danmarks klart største strømforbruger, når der i fuld drift. Apple har oplyst at det får et effektforbrug på 200MW. Da servere kører i døgndrift svarer det til 1.750 GWh om året.

Et fuldstændigt absurd stort tal. Det er fem gange højere end forbruget hos cementfabrikken Aalbort Portland, der med 330 GWh i dag er Danmarks største elforbruger. Forbruget i Apples datacenter svarer til 435.000 husstandes elforbrug og vil udgøre 5% af Danmarks samlede elforbrug på 35.000 GWh årligt.

I ligehed med alle Apples andre datacente vil det komme til at køre på 100% fornybar energi og drevet efter en dobbeltgrøn proces, hvor spildvarmen bliver brugt til varme i Viborgs fjernvarmenet. Det betyder i princippet, at hver gang vi sender en besked, streamer en sang fra iTunes Store eller kigger på Apples kort, så stiger temperaturen i Viborg.

Hvad koster det?

Apple investerer 6,3 milliareder kroner i projektet. Sammen med et tilsvarende datacenter i Athenry i Irland, er det den største investering Apple nogensinde har foretaget i Europa. Ifølge Politiken er det den største udenlandske anlægsinvestering nogensinde i Danmark.

Hvor mange arbejdspladser bliver der skabt?

Apple forventer, at byggeriet og senere driften af datacenteret i Viborg vil skabe 300 nye jobs. Erfaringer fra Facebooks datacenter i Luleå i det nordlige Sverige, viser at det passer meget godt med 300-400 arbejdspladser.

Viborgs borgmester Torsten Nielsen (K) mener derimod at det handler om flere tusinde arbejdspladser - op mod 10.000 har man meldt ud. Det står dog for hans egen regning, og er ikke noget der er belæg for at regne med jævnfør erfaringer fra lignende projekter.

Hvornår går det i drift

Apple fik byggetilladelsen i juni 2016 og byggeriet startede i august. Apple regner med at tage datacenteret i drift inden udgangen af 2017.