Apples augmented reality-headset kommer i år
Ifølge massive rygter arbejder Apple på udviklingen af et augmented reality-headset. Augmented reality skal i denne sammenhæng forstås som en teknologi, som kombinerer data fra den fysiske verden med virtuelle data ved brug af grafik og lyd. Ved at se på verden gennem sådan et headset får man et ekstra lag af information. Denne ekstra information vil ikke erstatte virkeligheden, men udvide den.
Ifølge nye oplysninger er Apple nu så langt i udviklingen af headsettet, at der er sat et tidspunkt på lanceringen. Det kommer til at ske sidst i 2022 samtidig med iPhone 14 - altså om mindre end et år. Apple vil dog muligvis allerede løfte sløret for headsettet på WWDC, Apples årlige udviklerkonference, i starten af juni. Formålet er at give udviklere tid til at lave apps inden den regulære lancering sidst på året.
Ifølge oplysningerne vil headsettet få en processorkraft, der kan sammenlignes med den man får fra M1-chippen, der sidder i flere af Apples nyeste Macs. Derudover vil en mindre kraftfuld chip stå for alle de sensorrelaterede ting i headsettet. Det væsentligste i forhold til dette er, at headsettet vil kunne bruges alene uden krav om, at det skal være koblet til en iPhone eller en Mac. Faktisk skulle Apple have en plan om, at headsettet skal udvikle sig i retning af helt at kunne erstatte iPhonen inden for 10 år.
Billedet øverst viser et designkoncept baseret på tidligere lækkede oplysninger om, hvordan headsettet kommer til at se ud.