Apple Watch 3 med LTE kan kun bruges i det land, hvor det er købt
Apples ny Apple Watch Series 3 med LTE-understøttelse kan kun bruges med operatører i det land, hvor det er købt. Uret kan ikke roame på netværk i andre lande. Det skriver MacRumors, der har været i kontakt med Apples support om sagen.
Det betyder to ting. Den ene er at man ikke kan købe et Apple Watch med LTE i USA og forvente at kunne bruge det i Danmark. Selve uret virker fint nok, men man kan ikke få det på LTE-netværket. Ergo kan man lige så godt spare de penge og købe modellen uden LTE, hvis man vil have et ur med hjem fra udlandet. For det andet betyder det, at man ikke kan bruge urets LTE-funktionen, når man rejser udenlands. Amerikanere eller andre, der er på ferie uden for deres hjemland, kan ikke bruge urets mobilnetadgang på rejsen.
Der er ikke klart præcist hvorfor det forholder sig sådan, men måske ligger der kodet ind i det såkaldte embedded-SIM som uret har, at det kun kan bruges med bestemte operatører. Hvis de ure der sælges i de forskellige lande, er kodet med forskellige oplysninger, forklarer det at de kun kan bruges i ét land. Om det eventuelt kan ændres via softwaren er uklart.