Jason Sudeikis vandt i går en Golden Globe Award for bedste skuespilspræstation i en TV-serie i kategorien komedie eller musical. Det sker for rollen som Ted Lasso i TV-serien af samme navn, som kan streames på Apple TV+.

Ted Lasso er en helt igennem fantastisk komedieserie, der handler om en amerikansk football-træner, der bliver hyret af en engelsk fodboldklub uden at vide noget som helst brugbart om hverken fodbold eller England i det hele taget. Hvad han ikke har i faglig viden har Lasso til gengæld i positiv tilgang til tingene. Og det er der i den grad kommet en finurlig og underholdende TV-serie ud af. Feel good så det står ud af knaphullerne.

Golden Globe Award er en af de vigtigste priser i filmbranchen. Den uddeles af journalister fra Hollywood Foreign Press Association en gang årligt. Det er første gang der falder en pris af til originalt indhold produceret af Apple.

Ted Lasso har høstet stor ros og er blevet forlænget med både 2. og 3. sæson, der dog endnu ikke har haft premiere. Du kan som sagt se den på Apple TV+.

Scroll ned for at se kommentarer