Apple præsenterer ny billig iPad
Apple er klar med 7. generation af den klassiske iPad. Dog ikke mere klassisk end at skærmstørrelsen er gået fra 9,7 tommer til nu 10,2 tommer. Derudover er der kommet understøttelse af Apple Pencil og Smart Keyboard.
Den nye udgave af iPaden er bestykket med en A10 Fusion-chip. Denne chip har efterhånden nogle år på bagen, men er ifølge Apple faktisk mere end dobbelt så kraftig som processoren i den bedst sælgende Windows-PC. Med andre ord er der rigelig med kraft til både spil og dagligdagens opgaver. Kameraerne er også blevet forbedret i forhold til forgående generation
Priser og tilgængelighed
Den nye 7. generations iPad kommer i sølv, space grey og guld i konfigurationer på 32 GB og 128 GB.
iPad fås til en startpris på 2.999 kroner for Wi-Fi-modellen og 4.099 kroner for Wi-Fi + Cellular-modellen.
Den nye iPad kan bestilles online fra i dag og kommer i butikkerne fra den 30. september.