Apple opfører 200 m høje vindmøller i Danmark

Apple meddeler, at de investerer i opførelsen af to af verdens største landvindmøller nær Esbjerg. De 200 meter høje møller skal forsyne Apples datacenter i Viborg, og al overskudsstrøm vil blive sendt ud i det danske elnet. Vindmøllerne forventes at producere 62 gigawatt-timer årligt – hvilket er nok til at forsyne næsten 20.000 hjem med strøm.
Vindprojektet i Esbjerg følger efter den nylige færdiggørelse af et af Skandinaviens største solcelleanlæg, beliggende i Thisted, der er det første danske solenergiprojekt opført uden brug af offentlige midler. Både vindmølle- og solenergiprojektet understøtter Apples nyligt opførte datacenter i Viborg, som drives 100 procent af vedvarende energi. Apple udvikler begge projekter i partnerskab med European Energy.
Viborg Datacenter
Det er det 45.000 kvadratmeter store Apple-datacenter i Viborg, der tilbyder netværkssupport og datalagring til Apple-brugere i hele regionen, der skal aftage den grønne strøm. Datacenteret er sat i drift, og er med til at drive Apples App Store, Apple Music, iMessage, Siri og andre tjenester i Europa. I lighed med alle Apples datacentre drives virksomhedens datacenter i Viborg af 100 procent vedvarende energi.

Apples vil være klimaneutrale senest i 2030
I sidste måned offentliggjorde Apple sine planer om at blive CO2-neutral gældende for alle forretningsaktiviteter, produktionsforsyningskæden og produkternes livscyklus senest i 2030. Apples aktiviteter drives allerede af 100 procent vedvarende energi og er CO2-neutrale, men denne nye forpligtelse betyder, at senest i 2030 vil alle solgte Apple-enheder være klimaneutrale. Det indebærer, at alle leverandører baseret i Europa skal overgå til vedvarende energi.