Apple lukker for 'iCloud-dokumenter og -data'
Apple lukker ned for tjenesten 'iCloud-dokumenter og -data' og opfordrer brugerne til at benytte iCloud Drive i stedet. Apple lukker ned for den gamle tjeneste i maj 2022 og overfører herefter data til iCloud Drive. Du skal manuelt slå iCloud Drive til i Indstillinger-appen på iPhone og iPad eller i Systemindstillinger på Mac for at få adgang, hvis ikke du allerede har gjort det.
'Et dokument - en app'-tankegangen
'iCloud-dokumenter og -data' er en ældre tjeneste som Apple lancerede som en del af den oprindelige iCloud tilbage i 2011. Det var en tjeneste til lagring af data i skyen, men begrænset til individuele apps på tværs af enheder. Det vil sige, at hver enkelt app kun havde adgang til egne data og dokumenter. Data var lagret i individuelle mapper i iCloud. Hver app havde hver sin mappe, og man kunne ikke åbne eller dele et dokument mellem flere forskellige apps. Det fungerede egentligt fint, men den app-specifikke tilgang til det hele, var ret begrænset. Særligt på Mac, hvor tjenesten ikke rigtigt spillede sammen med macOS' filsystem.
iCloud Drive gør deling mellem apps muligt
Allerede i 2014 opgav Apple ideen om 'et dokument - en app' og lancerede iCloud Drive, med mulighed for deling af data og filer på tværs af apps. Den gamle tjeneste har dog hængt ved, så man stadig i visse apps kan vælge at gemme sit dokument i appen i stedet for i Arkiver eller iCloud Drive. Men nu lukker Apple altså ned for det. Det sker ved at data overføres til det regulære iCloud Drive. Har man ikke slået iCloud Rive til på sine enheder, skal man selv gøre det. Det sker i Indstillinger på iOS og i Systemindstillinger på macOS. Opgradering til iCloud Drive ændrer ikke den mængde lagerplads, de gemte filer bruger i iCloud.