Apple lancerer nye AirPods og trådløst opladeetui
Apple har lanceret en ny udgave af verdens mest populære trådløse høretelefoner, AirPods, samt et nyt etui der kan oplades trådløst.
De nye AirPods indeholder en ny Apple-designet H1-chip udviklet specielt til hovedtelefoner. H1-chippen byder på bedre lyd, hurtigere tilslutning, bedre batteritid samt ikke mindst understøttelse af "Hej Siri"-funktionen, så man kan aktivere Siri uden behov for at skulle trykke på enhederne.
De nye AirPods kan fås med enten det normale etui eller et nyt etui der kan oplades trådløst via en Qi-kompatibel oplader. Etuiet der kan oplades trådløst kan også købes separat og bruges med de oprindelige AirPods, hvis du har sådan nogle.
De nye AirPods koster 1.379 kroner med standardetuiet og 1.749 kroner med den trådløse etui. Vil du bare købe det trådløse etui koster det 679 kroner.